begge i et Brev af 26de November 1371, som det paa sit Sted nærmere skal vises[1].
I Februar 1360, da Kong Haakon opholdt sig i Tunsberg, som vi ovenfor have seet, sandsynligviis strax efter Hr. Orm’s Henrettelse, udgav han ogsaa for Bergen en Forordning, hvori han indskerpede den kongelige Forkjøbsret, eller egentlig fornyede den i Faderens Navn udgivne Forordning af 19de Juni 1355[2]. Her betegnes dog de Gjenstande noget nærmere, som skulde falbydes den kongelige Ombudsmand før end nogen Anden: det var Tømmer, Tagspaan, Ved og andre lignende Sager. Han stadfestede her ogsaa alle de tidligere Breve, som hans Fader og han selv før havde udgivet om Kongsgaardens Behov, hvad enten de handlede om Islandsfarere, Sekkegjeld eller andet. Men disse Breve ere nu ej længer til. Ogsaa dette Brev blev formodentlig kun indseglet med Secretet, skjønt Cantsleren maaskee var tilstede, thi et andet Brev, som Kongen udgav samme Dag, paa samme Sted, og under samme Beseglingsformel („innsiglat oss sjálfum hjáverandum“) vides med Vished ej at være beseglet med Storseglet, men med Secretet. Dette Brev angaar netop Cantsleren og hans Ret til at udstede Kongebrev. Det bemyndiger Hr. Peter Erikssøn, der her kun kaldes Provst ved Mariekirken, til paa Kongedømmets Vegne og med Capitlets Raad at bortbytte Jordegods, tilhørende Mariekirken, mod andet, der laa bekvemmere og fordeelagtigere, hvad enten det var henlagt til Kirkens Vedligeholdelse eller til Provstedømmet, eller til Præbenderne, samt til at udferdige Stadfestelsesbreve derpaa i Kongens Navn, saa længe han har Indseglet[3].
De fem første af Kong Haakons Regjeringsaar ere forøvrigt merkelige ved flere høitstaaende og fremragende Personers Død. Hr. Erling Vidkunnssøn døde, som det er nævnt, i 1355, skjønt uvist om før eller efter Haakons Tiltrædelse; hans Datter Sigrid Aaret efter. I 1358 døde Enkedronningen Isabelle, meget alderstegen, mindst henved 78 Aar gammel, ligeledes Biskop Sigfrid i Oslo, og Hr. Jon Brynjulfssøn, samt endelig Hr. Eiliv Eilivssøn og hans Hustru Fru Gyrid, disse sidste tvende ved en Ulykke paa Søen. I Bergen var der 1356 en stor Dødelighed, sandsynligviis en pestartet Sygdom. Den kan maaskee have forvoldt enkelte af disse Dødsfald[4]. Sigfrid efterfulgtes paa
