I længe fandt Eder haardt betyngede; Gud og de gode Mænd, som dagligen omgaaes med os, vide nok, at vi ville opretholde Lov og Ret for alle vore Thegner og heller forbedre den i alle Dele, end at krenke den. Og da vi nu ej ville være uden Eders Erindring og Kjærlighed, skjønt I ere saa langt fra Hovedbygden (fjarri aðalbygðinni), som og da vi fandt Eder villige imod os, da vi nu sidst vare sammen, og vi haabe, at I fremdeles ville blive os og Kronen villige og lydige i alle Stykker, saa ville vi, at I skulle vide, at vi have givet Eder disse Naader og Retterbøter, som herefter følger: først, at I ingen Skat eller Told skal udrede mere, end I fra gammel Tid havde at yde os, og Eders Forfedre hidtil have udredet til vore Forfedre; dernæst, at I og alle Andre, som ville drive Jærntilvirkning i vores Almenninger, herefter skulle frit og uhindret kunne nyde sit Virke og sin Malm efter den Sedvane, som fra gammel Tid har bestaaet der i Dalen; ligeledes skulle J frit kunne føre Eders Varer til Hedemarken eller andensteds og der omsætte dem mod de Varer, I finde for godt, uden at hindres eller ulejliges af vore Ombudsmænd“. Disse Bestemmelser ere de første, der findes i vor Lovgivning om Jærntilvirkning, som man dog tillige deraf seer maa have været dreven i Østerdalen fra gammel Tid, og det er derfor ikke saa usandsynligt, at vi vilde have fundet den omtalt i den gamle Eidsiva-Lov, om denne havde været bevaret ligesom den gamle Gulathings- og Frostathings-Lov, skjønt det rigtignok paa den anden Side er paafaldende, at den nyere Landslov, der dog skulde ramme alle Landsdeles Tarv, og som øjensynligt har optaget endeel af Eidsiva-Lagen[1], ikke ogsaa skulde have optaget, hvad denne muligviis indeholdt om hiin Bedrift. Naar der i Retterboten tales om Sysselmandens Lensmand, da er det neppe rimeligt, at denne Sysselmand var egen og udelukkende for de afsidesliggende, tyndt befolkede Østerdale, men disse laa efter al Sandsynlighed under Syslen paa søndre Hedemarken, altsaa nu under Hr. Sigurd Hafthorssøn. Merkeligt nok, havde ogsaa Kong Magnus, eller Orm Drottsete kort før henvendt sin Opmerksomhed paa Østerdalen, da nemlig Hr. Orm i Kongens Navn den 21de Januar 1355 udgav hiint ovenfor berørte Brev fra Oslo til alle Østerdølingerne, hvori han klagede over, at flere iblandt dem vovede at forurette ham i den Grad, at de vilde tilegne sig og fravriste Kronen saavel Hermund-Vandet som Faludals-Skogen (i Serna Sogn, dengang hørende til Østerdalen, nu derimod siden 1644 til Vestre Dalerne i Sverige), hvilket streed baade mod gammel Sedvane og de Breve, som Kongens Moderfader Kong Haakon
- ↑ F. Ex. om Vejarbeide og Baugreid, Landsloven VII. 46, om Elgejagt, sst. VII. 60.
