Gaarden Grov, der havde ligget til Preste-Embedet ved Capellet, samt gav ham tillige som Godtgjørelse for den Tjeneste, han allerede havde besørget, tolv forngilde Ører aarligt i to Aar af den kongelige Vistegjeld i Froons Sogn.
Den udførligere Forordning eller Retterbot, som Kong Haakon den 22de Februar 1358 fra Nes) paa Raumarike gav Østerdølingerne, er i det Væsentlige en Gjentagelse af den, hvilken Kong Haakon Magnussøn den eldre som Hertug gav for Ringerike, Hadeland og Raumarike m. fl.[1] i 1297 og 1298 (s. o. II. 2. S. 264–273), kun med den Forandring, som faldt af sig selv, at der bestemmes et andet Sted for Normalvegten end Gran, Njardarhov og Oslo (Art. 5), nemlig Ullinshov (Gaarden, hvor Ullensakers Kirke staar paa Raumarike), at der i Artikelen om Rideskyds, som herefter ej skulde udredes for andre end Kongen, Biskopen og Kongens Sendebud (Art. 8), nu ogsaa ved Siden af disse nævnes Kongens Fader, Kong Magnus, og at den Artikel udelades, der handler om Lagthinget paa Eidsvold eller paa Njardarhov (Art. 6), samt at Lensmændenes Antal (Art. 4) indskrænkes til een, indfød i Landskabet og kun betingelsesviis haandgangne Mænd. Forøvrigt gjentages Artikel for Artikel i Retterboten af 1297 Ord til andet, paa et Par Udeladelser nær[2], og skulde man deraf slutte, at flere af de Forbedringer, som denne Retterbot indførte, f. Ex. om at fattige Lejemænd ikke maatte tvinges til at eje Vaaben, at Rideskyds ej skulde ydes i Fleng, at Sysselmænd og deres Lensmænd ej maatte fordre Skyldeveitsler eller andre Udgifter, at Lensmændene skulde være indfødte i Landskabet, og helst ikke haandgangne Mænd, nu først kom Østerdalen til Gode. Hvad som derimod er egent for denne Retterbot, er Indledningen, der viser, hvor afsides Østerdalen dengang ansaaes at være beliggende, og den allerførste Artikel, der handler om Jærntilvirkning. „Da vi nu sidst var hos Eder“, heder det, „bad I os, at vi skulde give Eder nogle Retterbøter, som kunde være Eder til Hjelp og Lettelse i de Dele, hvori
- ↑ See Norges gl. Love III. S. 27–30.
- ↑ Disse Udeladelser ere Art. 10, om de „Tilgaver“, som Landsdrottnerne og deres Ombudsmænd havde lagt paa Almuen, og hvorved endogsaa Hertugens egne Rettigheder var bleven besvegne, men som herved afskaffedes; ligeledes første Halvdeel af Art. 11, der indeholder et lignende Forbud mod at tage Skyldeveitsler af sine Landbønder. Formodentlig var vel disse Forbud overflødige for Østerdalen eller passede af andre Grunde ikke til Forholdene der. Saaledes indeholder Retterboten for Østerdalen hiin eldre Retterbots Art. 1, 2, 3, 4, 5, 7, 8, 9, 12, 13, 14, 15 uforandrede, eller med de faa nødvendige Forandringer, (her maa dog bemærkes, at den Artikel, der svarer til Art. 1, nævner Halvdelen, ikke Trediedelen af Sagøren); Art. 6 og 10 er heelt, Art. 11 halvt udeladt.
