Finnland uberegnet, tilhørte Erik, med Undtagelse af Øland og Gottland, der ligeledes forblev i Kong Magnus’s Besiddelse.
Det er ikke usandsynligt, at ogsaa Kong Haakon har været tilstede ved dette Mode og deeltaget i Forhandlingerne, saaledes at man, om man havde Rigsacten fuldstændig, vilde have fundet hans Navn som den fornemste af Medforloverne. Vi see nemlig, at han neppe tre Uger efter var sammen med sin Fader og sin Broder Erik paa et Raadsmøde i Lund, hvor Erkebiskopen af Uppsala og fem andre Biskoper saavelsom ti verdslige Raadsherrer vare tilstede, og hvor formodentlig flere af de Anliggender bleve ordnede, som Delingen gjorde det nødvendigt at tage under en nærmere Behandling[1]. Det synes og saa meget mere at have været i sin Orden, at Kong Haakon tog Deel i alle disse Forhandlinger, som han i selve Forliigs-Acten, saavidt vides for første Gang, nævnes som fremtidigt Tronfølger i Sverige i Tilfælde af Eriks Afgang uden Sønner, ja endog som antagen dertil med Raadets Samtykke, gaa at han følgelig i højeste Maade var interesseret i disse Anliggender, og hans udtrykkelige Godkjendelse af de her bestemte Punkter ikke kunde undværes.
Ifølge Forliigsacten skulde Kong Magnus og hans Søn Erik gjensidigt tilgive dem, der i denne Fejde havde været imod dem. Blandt disse var og, som vi have seet, Erngist Jarl, der ligesom de fleste øvrige svenske Stormænd havde taget Eriks Parti, og hvem derfor ogsaa Kong Magnus, idetmindste indtil Videre, havde frataget Jarldømmet og ladet dets Indtægter seqvestrere. Nu derimod maa man antage, at han fik det tilbage igjen, saameget mere som vi senere finde ham, idetmindste tilsyneladende, i god Forstaaelse baade med Kong Magnus og Kong Haakon. Imidlertid havde dette Seqvester givet Anledning til, at der paa den føromtalte Alexander de le Ard’s, Malise Jarls eldste Dattersøns, Vegne, fremsattes Fordringer paa Jarldømmet. Den skotske Magnat Duncan
- ↑ Brev af 18de Mai i det sv. Rigsarchiv. Dette Brev indeholder, at Kong Magnus til Vederlag for det ofte omtalte Hamar eller Hamars Gods i Nordhalland, som Hertuginde Ingeborg havde overladt Skeninge Kloster, og til Liqvidation af 700 Mrk., som Løsning for det af hende pantsatte Farthæs, overdrog Klostret nogle af fine nysnævnte Godser i Østergøtland, at beholde saalænge, indtil Voldgiftsmænd havde afgjort, om endmere burde tilskydes. Brevet er beseglet af Kongen selv, hans Sønner Erik og Haakon, Erkebiskop Peter, Biskoperne Nikolas i Linkøping, Nikolas i Skara, Magnus i Vesteraas, Thyrgils i Strengnes, Thomas i Vegsjø, Hr. Nik. Arnbjørnssøn, Hr. Nik. Thuressøn, Hr. Ketil Glysing, Hr. Gøtstav Arvidssøn, Hr. Laurents Karlssøn, Hr. Benedict Philipssøn, Hr. Throtte Peterssøn, Hr. Magnus kolassøn, alle Riddere, Jon Christinessøn og Nik. Magnussøn, Svene. Det er utænkeligt, at alle disse Herrer skulde være komne sammen for dette ubetydelige Anliggendes Skyld. Det maa have været langt vigtigere Sager, hvorom de raadslog med Kongerne.
