byggere af Øst-Landene (Finnland m. m.) ligesom forhen uhindret kunne forhandle sine Varer i Stockholm[1]. Kong Magnus maatte endvidere den 1ste Mai strax efter udstede særskilt Forpligtelsesbrev til Hertug Albrecht paa 12000 Mk. svensk og for den Sum give ham Anviisning paa Kron-Indtægterne for tre Aar af Kobberberget, Dalarne og tre Hereder i Fjadrundaland, under Forløfte af sex Raads-Medlemmer[2]. Saaledes var nu ogsaa Sverige bleven deelt mellem Fader og Søn, ligesom Norge, og det er tydeligt nok at see, at Erik, der havde de fleste og mægtigste Høvdinger i Landet paa sin Side, spillede Mester ved Skiftet, thi det var Landets største og bedste Stykker, der tilfaldt ham. Man fandt det vel endog i sin Orden, at ligesom Haakon havde faaet det meste af Norge, skulde Erik have det meste af Sverige. Begge Kongeriger tilsammen udgjorde altsaa nu i Virkeligheden trende særskilte Riger, af hvilke Magnus’s laa i Midten, paa begge Sider af Rigsgrændsen. Dets vestlige og nordvestlige Grændse var først den nuværende Grændse mellem Bratsbergs og Nedenes Amter; derpaa gik den over Hardangervidden til Sammenstødet mellem Haddingdal og Numedal, indsluttede denne med Sandsverv og Eker til Dramsfjorden, gik derfra over til Borgesyssel indtil Rigsgrændsen og faldt sidenefter sammen med denne. Øst- eller rettere Sydøstgrændsen begyndte ved Ethra Aa, gik derfra i Nordøst til Vetteren og siden gjennem denne til den nordligste Ende, hvorfra den vendte sig østover, samt over Kolmorden til Braaviken, og fulgte derpaa Østersøen og Botnhavet indtil Begyndelsen af Norrbotn, eller Grændsen mellem Finnland og Helsingeland[3]. Hvad der laa vestenfor og nordenfor hiin føromtalte Nordøstgrændse, tilhørte Kong Haakon, med Undtagelse af Island, der forblev under Magnus’s Højhed; hvad der laa søndenfor og østenfor den sidstnævnte Sydøstgrændse,
- ↑ Denne Voldgiftskjendelse med Kong Magnus’s deri indtagne Forpligtelse er aftrykt i Anhanget til Hadorphs Udgave af Riimkrøniken 2det B. S. 41–51. Men der maa ogsaa have existeret et Exemplar med Eriks Forpligtelse; ligeledes savnes i Aftrykket Omtale af Medforlovere og Medbeseglere, der dog ikke kunne have manglet. Blandt disse var idetmindste, som man maa formode, Biskoperne Nikolas af Skara øg Thyrgils af Strengnes, Nikolas Arnbjørnssøn, Gøtstav Arvidssøn, Nikolas Thuressøn, Throtte Peterssøn, Anund Sture, Magnus Gislesøn og Jon Hjerne, da det er vist, at de vare tilstede.
- ↑ Styffe, Bidrag, No. 20, S. 34. Herederne vare Simbehundare, Thorstuna og Aashundare, og det bestemtes, at hvad der af Indtægten før hvert oversteg 4000 Mk., skulde afdrages paa Capitalen. Medforloverne og Medbeseglerne paa dette Brev vare netop de nysnævnte Biskoper og verdslige Herrer.
- ↑ Denne Grændse, hovedsagelig regnet fra Ulutskræ, angives paa flere Steder, hvoriblandt ogsaa Dipl. N. III. 395.
