udstedte til Dronning Blanche angaaende hendes Morgengave, skulde staa ved Magt. Begge Voldgiftsmændene forsømte heller ikke Lejligheden til at sørge for sin egen Fordeel. De tilkjendte sig selv efter Hertuginde Ingeborg af Øland, der ej længe forud maa have været afgaaet ved Døden, alt hvad der ved hendes Død var paa Borgholms Slot og paa Øen, undtagen hvad der var anvendt til Slottets Nytte eller hvad hun i sit Testament havde bortskjenket[1], hvorimod hendes Moder Dronning Isabelle, der endnu levede, skulde faa hendes Kostbarheder og Godser andensteds i Sverige, som hun var arveberettiget til. Fremdeles bestemte de, at Kong Magnus skulde overgive alle Breve og Privilegier, som Kongen af Danmark havde udstedt angaaende Skaane, til fire Biskoper og fire blandt de fornemste af det svenske Raad, der skulde opbevare dem til Kongernes og hele Rigets Nytte. Heraf skulde man altsaa slutte, at disse Breve ikke vare fordærvede eller udleverede til Kong Valdemar, som enkelte have paastaaet. Al den Skade, der af den ene Part var tilføjet den anden i Mellemtiden efter Oprettelsen af Stilstanden i Ljodhuus, skulde godtgjøres efter Vurdering af udvalgte Mænd fra begge Sider, og begge Parters Mænd og Tjenere, fangne under Krigen, hvoriblandt Kongens Cantsler (Johan Karlssøn, Provst i Linkøping) skulde settes paa fri Fod, saavelsom de, der vare fangne under Stilstanden, navnlig Ridderen Andres Nikolassøn, og deres gode Ejendomme gives dem tilbage eller erstattes dem efter hine udvalgte Mænds Dom. Vadstena Gaard i Østergøtland skulde den af Kongerne have, der kunde bevise sin bedre Ret til den[2], og hvad Gods Kong Magnus for sine Penge havde kjøbt i samme Landskab. skulde han beholde. Endelig skulde alle Ind-
- ↑ Her bruges den Talemaade, at de nævnte Ting skulde „ubeskaaret gjengives og overleveres dem“ (integre restitui et etiam assignari), hvilket synes at antyde, at disse Herrer havde en vis Ret dertil, som om de skulde have laant Penge til Hertuginden eller hun naa anden Maade havde været dem forpligtet. Heller ikke indsees det, hvorledes de ellers, om de end vare noksaa uforskammede, skulde finde paa at tilkjende sig noget af hendes Efterladenskab. Men der findes ingen nærmere Oplysning om denne Sag. Naar Hertuginden var død, vides ikke. Man har kun et Brev af Kong Magnus, dateret Stockholm den 23de Februar 1356, hvorved han bekræfter en af hende skeet Gave af Jordegods, og hvori han kalder hende „carissima mater nostra“, men ikke med Tillæget „bonæ menmriæ“, hvorfor man maa antage, at hun da endnu var i Live, men laa paa sit Yderste og havde gjort sit Testament Hendes Moder, Dronning Isabelle, døde ifølge de isl. Annaler S. 294 i Aaret 1358.
- ↑ Det er besynderligt nok, at Klostret paa Vadstena her ikke omtales med et eneste Ord, thi det var dog allerede idetmindste bestemt, at Klostret der skulde anlægges, og Kong Magnus havde testamenteret en Mængde Penge dertil, s. o. S. 478.
