Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/663

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
645
1357. Forliig mellem Kong Magnus og Sønnen Erik.

skulde ikke tillade, at de med hans Vidende samlede sig eller holdt til i Sverige, Norge, Halland eller Skaane, ligesaalidt som han middelbart eller umiddelbart skulde yde dem Bistand; handlede han herimod, og det kunde bevises for det svenske Raad, da skulde Medforloverne og hans øvrige Mænd kunne sætte sig fjendtligt derimod og tage Eriks Parti, indtil der raadedes Bod derpaa, uden at han selv var berettiget til at tage det ilde op, og hvis Benedict, Knut, Arnbjørn eller nogen af deres øvrige Tilhængere blev fangen, da skulde Kong Magnus aldrig hevne det. Kongen overlod efter modent Overlæg og med Raadets Samtykke sin Søn Erik Landskaberne Skaane med Øen Hveden, Bleking, Lister, Søndre-Halland, Østergøtland, Kalmars Fogderi, Verend, Njudung, Jønkøpings Fogderi, Visingsø og hele Smaaland undtagen Finnveden, og alle Østerlandene, nemlig Finnland eller Aabo’s Biskopsdømme, med Slotte, Befæstninger og alt Tilbehør, forbeholdende sig selv Stockholm med Tilliggelser, hele den Deel af Svithjod, der kaldtes „Ovanskogs“, Gestrekeland, Helsingland, Gottland, Øland, Vestergøtland, Dalsland, Vermeland, Nordre-Halland og Finnveden, ligeledes med Slotte og andet Tilbehør. Borgene i de føromtalte, Kongen forbeholdte, Landskaber, fornemmelig Vardberg, skulde bestyres til Nytte og Vern for Sveriges Rige og ikke overgives til andre end Erik som hans lovlige Efterfølger, eller dennes Sønner, om han fik nogen, eller hvis Erik døde uden at efterlade Sønner, til Kong Haakon, der da med det svenske Raads Samtykke ogsaa skulde efterfølge Kongen paa Sveriges Trone, og de, der nu eller herefter udnævntes til Befalingsmænd paa samme Slotte, skulde udstede en skriftlig Revers i dette Øjemed. Fra disse Slotte skulde heller ikke Erik eller hans Deel af Riget eller hans Tilhængere bekriges eller forulejliges, men derimod forsvares og understøttes; det samme skulde omvendt skee fra Eriks Side. Hverken Kongens eller Eriks Slotte skulde efterdags uden paa Sveriges gamle Raadsherrers Forlangende pantsettes eller afhændes. Eriks Tilhængere skulde uhindret faa beholde sine Ejendomme og Godser beliggende i Kongens Deel, og omvendt Kongens Tilhængere i Eriks. De Pantsettelser, som Kongen allerede havde gjort i de Erik tilfaldne Landskaber, og omvendt de, som Erik havde gjort i Kongens, skulde staa ved Magt, indtil Landskabets nuværende Herre indfriede dem. Den ene af Parterne havde ikke at blande sig i, om nogen i den andens Deel begik en Forbrydelse og forfaldt i Straf, men havde denne Besiddelser i begges Dele og dømtes fredløs, skulde begge deeltage i Confiscationen. Dersom der mellem Eriks Undersaatter opstod saa vanskelige Sager, at de ikke kunde afgjøres af ham og hans Raadsherrer, da skulde de henskydes til Afgjørelse af Kongen og de gamle Raadgivere for hele Riget, som til en højere Domstols. Alle Breve og Privilegier,