Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/662

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
644
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

deres Kjendelse. Brevet, hvori Kongen og hans Søn vedtog denne Forpligtelse, er dateret den 14de Januar 1357, og som Med-Forlovere satte elleve Herrer af begge Partier sine Segl for Acten, af hvilke de fem, nemlig Jon Hafthorssøn, Orm Eysteinssøn, Andres Nicolassøn, Throne Peterssøn, Hallsteen Peterssøn, maa have staaet paa Kong Magnus’s Side, da de øvrige sex var Kong Eriks Tilhængere, nemlig Nikolas Arnbjørnsøn, Nikolas Thuressøn, Magnus Nikolassøn, Jon Thrugøtssøn, Karl Ulfssøn og Laurents Karlssøn[1]. Stilstands-Acten, der nu er tabt, men hvori der udtrykkeligt maa have været bestemt en Dag, da Dommen skulde afsiges, var formodentlig af samme Datum og beseglet af de samme Forlovere. Imidlertid seer man, at Erik og Hertug Albrecht optraadte i de østlige Egne af Landet som Herrer[2], medens Kong Magnus neppe kom længer østover end til Skara, men opholdt sig fremdeles i Egnene ved Elven, deriblandt ogsaa paa Baagahuus[3]. Dog erfarer man af den endelige Dom, at der ogsaa rinder Stilstanden forefaldt enkelte Fjendtligheder mellem begge Parter. Den 28de April blev Voldgiftskjendelsen afsagt og det endelige Forliig afsluttet i Minoriterklostret i Jønkøping, hvor Kong Magnus og formodentlig ogsaa hans Søn Erik vare personligt tilstede. Kongen maatte underkaste sig højst ydmygende Vilkaar. Der skulde, saaledes lød de, herefter være ubrødelig Fred mellem Kong Magnus og hans Tilhængere paa den ene Side og hans Søn Erik og dennes Tjenere og Hjelpere, navnlig Erkebiskop Jakob og de øvrige Biskoper, samt Erngisl Jarl, paa den anden. Kongen skulde aldrig i sine Lande, Slotte eller Befæstninger modtage eller taale Hr. Benedict Algotssøn eller hans Broder Hr. Knut Algøtssøn, eller Hr. Arnbjørn Munaanssøn[4], eller andre hans Tilhængere; han

  1. Styffe, Bidrag No. 19, S. 33. At Stilstand sluttedes med en bestemt Dag sees af det endelige Forlig og ligger i Sagens Natur.
  2. Den 4de April gav.Erik et Varnadarbrev for Vreta Kloster, dateret paa Vreta (Dalin II. 522); og den 15de April overlod Hertug Albrecht i Steninge Klostret i denne Stad paa sin Hustrus Vegne den Deel af Godserne Hamar og Farthæs i Halland, som han havde at fordre efter sine Halvbrødre Haakon og Knut Porse.
  3. Den 28de Februar udstedte Magnus et Varnadarbrev for en Nicolas Prest til Svanga, dateret fra Vik, formodentlig etsteds i Vermeland, (Lagerbring III. 558); den 21de Marts var han i Skara; den 28de Marts gav han fra Baagahuus en Anordning, vedkommende en Retssag i Vermeland (D. N. III S. 249). At flere, hvoriblandt den nysnævnte Hr. Andres Nikolassøn, blev fangne under Stilstanden, sees af den endelige Forligsakt.
  4. Hvad dette er for en Hr. Arnbjørn, der i den paa Latin forfattede Forliigsakt kaldes Dominus Abernus Monamusson, vides ikke. Af Fadernavnet Monam, Monan eller Munaan skulde man næsten slutte, at han har været en Nordmand, men heller ikke i norske Breve findes der noget om ham.