Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/661

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
643
1356. Feide mellem Kong Magnus og Sønnen Erik.

ling til Hjelp, thi det heder i de islandske Annaler, at han havde Leding til Elven i 1356, og vi finde ham strax efter Nytaar i Ljodhuus, omgiven af flere Herrer, hvoriblandt ogsaa Nordmændene Jon Hafthorssøn og Orm Eysteinssøn, der formodentlig have fort de norske Krigsfolk til ham, hvilke den islandske Annalist her nærmest maa have haft for Øje[1]. Men Kongen med Rigets megtigste Mænd og en fremmed Hær imod sig var ej istand til at frelse Benedict, og Erik optraadte i sit Overmod aldeles som Herre i Landet, idet han „til Belønning“ for det Venskab og den trofaste Hjelp, Hertug Albrecht havde viist ham i at gjenvinde hans Rige, Sveriges Krones Besiddelser, der saa uforsvarligt vare bortgivne, og i Forventning om hans fremdeles Bistand, overdrog ham Skanør og Falsterbo Slotte samt et tilstødende Kirkesogn paa tolv Aar, og med alle kongelige Rettigheder, paa en enkelt Afgift nær, og derhos forlenede begge hans Sønner, Henrik og Albrecht, arveligt med Hertugdømmet søndre Halland samt de to tilhørende Hereder af Skaane[2]. Dette viser noksom, at Eriks Klage over, at hans Fader uforsvarligt havde adsplittet Kronens Besiddelser, alene var et Skalkeskjul, thi nu bortgav han selv lignende Forleninger, og det endog til Arv, hvad dog Magnus hidtil ikke havde gjort, ej engang til Hertug Benedict. Der tales om, at Kong Valdemar sendte en af sine Mænd, Bo Falk, til Skibs i Erende til Kong Magnus, men at Erik fik ham opsnappet, formodentlig i Farvandet udenfor Vardberg[3]; heraf skulde man slutte, hvad der ogsaa af de følgende Begivenheder bekræftes, at Valdemar, der aabenbart helst saa, at begge Fyrster stode nogenlunde med lige Kræfter over for hinanden, for at de desto bedre kunde svække hinanden indbyrdes og tilsidst desto lettere at ligge under for ham, nu frygtede for, at Erik skulde ganske faa Overhaand, og derfor paa en selv for Erik og Hertug Albrecht mistænkelig Maade nærmede sig Magnus. Hvorledes dette nu forholdt sig, saa maatte Kong Magnus bekvemme sig til ej alene at aabne Underhandlinger med sin Søn og slutte en Stilstand samt Trygd med ham i Ljodhuus, men ogsaa at undergive Tvistens Afgjørelse til Hertug Albrecht og Grev Adolf som Voldgiftsmænd og Dommere, idet begge Parter forpligtede sig paa Forhaand til at adlyde og rette sig efter

  1. See isl. Annaler, Udg. S. 288. Naar det her heder, at Kongen havde Leding ude til Elven, kan Annalisten neppe have meent en udelukkende af svenske Krigsfolk bestaaende Udrustning, men maa nærmest have haft de Tropper for Øje, der ogsaa afgik fra Norge.
  2. Styffe, Bidrag, No. 17, 18, S. 25–32.
  3. See Chron. af 1357, Scr. R. D. VI. 530: „Erik fik Overhaand over Benedict og jagede ham af Landet. Bo Falk, der fulgte til Skibs for at søge hans (vistnok Eriks) Fader i Kong Valdemars Erende, blev fangen af ham“.