Anderssøn lod udgaa et Manifest til Øernes Indbyggere, at han havde Malise Jarls rette og lovlige Arving i sin Varetægt, og da denne havde ubestridelig Ret til Jarldømmet, hvis Indtægter, som han erfarede, vare blevne seqvesterede paa Kongens Befaling, vilde han herved have Orknøingerne anmodede om, at de ikke vilde tillade, at noget af samme Indtægter førtes boet, førend hiin lovlige Arving var bleven dem forestillet, hvilket med det første skulde skee; i modsat Fald vilde han kræve dobbelt Erstatning af dem baade for sig og Arvingen, naar han nu snarest mulig indfandt sig paa Orknø; idet han dog forresten ogsaa vilde svare Kongen den Net, som ham tilkom. Dette gav han dem at betænke og raadede dem til at opføre sig fornuftigt, saa at de ikke gave enten ham eller Arvingen Aarsag til at bruge haardere Fremferd mod dem. Da Orknøingerne havde modtaget dette truende Manifest, lod de strax den 25de November i deres fælles Navn skrive et Brev til begge Konger, hvori de indtog Manifestet og anholdt om, at man vilde tage Forholdsregler mod denne Fare, som truede dem[1]. Hvad Kongerne foretog i den Anledning, vides ikke; sandsynligviis er Truselen neppe kommen til Udførelse, da der ikke længer var Anledning til at paastaa Arvingens Ret varetaget, naar Erngisl havde faaet Jarldømmet tilbage og Seqvestret var ophevet. Man skulde have troet, at Erik og hans Tilhængere nu havde opnaaet, hvad de vilde, og udpresset nok Afstaaelse af Kong Magnus, men de umiddelbart følgende Begivenheder vise, at Enden var ikke endda, og at Magnus, for at faa Fred, maatte gjøre endnu flere Indrømmelser. Sagen var den, at den Hjelp, Erik havde faaet af Hertug Albrecht, var ham saare dyr, og at han ikke godt paa egen Haand kunde rede sig ud af de Forpligtelser, han i den Anledning havde paataget sig. Saaledes maatte han endnu under sit Ophold i Lund (den 24de Mai) udstede sin Forpligtelse til, i Løbet af Sommeren at skaffe de endnu manglende Beseglinger paa Forleningsbrevet med søndre Halland, og lade det overlevere til Hertug Albrecht eller Fuldmægtig inden førstkommende 6te October paa Skanør eller andensteds[2], og to Dage efter maatte Hr. Nikolas Thuressøn med syv andre af hans fornemste Tilhængere i Malmø paa hans Vegne tilsammen forbinde sig til at betale nogle mecklenburgske Adelsmænd en Sum af lidt over 510 Mk. brendt i Erstatning for nogle
- ↑ Dipl. N. II. 337. At den unavngivne Arving maa have været Alexander af le Ard er allerede ovenfor (S. 635) nævnt, og der kunde vel heller ikke være nogen anden, da de øvrige vilde være for unge dertil, baade Henrik Sinclair og Malise Sparre; den sidste blev vel desuden opdragen i Sverige.
- ↑ Styffe, Bidrag, No. 21, S. 36. Hvorvidt Lehnsbrevet udleveredes til den bestemte Dag, vides ikke, men, at det udleveredes, seer man deraf, at det med sine Segl endnu findes i det storhertugelige mecklenburgske Archiv.
