Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/653

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
635
1343–56. Forhold paa Orknøerne.

lige Dattersønner af Malise Jarl endnu mindreaarige, thi endog den, der maa ansees for at være den eldste af dem, Alexander af le Ard, hvis Moder var Mathilde, Datter af Malises første Egteskab, nævnes ikke udtrykkeligt førend tyve Aar senere[1], og af et Brev, som hans Værge i Skotland skrev til Orknøingerne i 1355 for at sikkre ham hans Rettigheder, og som i det Følgende vil blive omtalt, seer man ganske bestemt, at han da endnu maa have været et Barn[2]. Som Lagmand paa Orknøerne 1338 og maaskee senere nævnes en Sigurd Sighvatssøn, der formodentlig var en Søn af den Sighvat Kolbeinssøn[3], der i 1325 beklædte det samme Embede, og som synes at have hørt hjemme i eller ved Bergen, et Bevis paa, at man til Lagmænd helst valgte indfødte Nordmænd. Forøvrigt erfarer man af senere Breve, at Biskopen paa Øerne, Viljam, med sine Tilhængere laa i en stadig Opposition, ja endog i aabenbar Strid med de kongelige Befalingsmænd. Dette kan vel nærmest forklares deraf, at Biskopen, saavelsom Størstedelen af Øens Presteskab, samlige Skotter, har været misfornøjet over den Myndighed, som de norske Herrer nu atter begyndte at udøve paa Øen. Thi i over halvandet hundrede Aar, ligesiden Harald Madadssøns Tid, havde Jarlerne været af skotsk Herkomst, og deres skotske Omgivelser formodentlig været de raadende, hvorimod nu en Tidlang Magten forblev hos de kongelige Befalingsmænd, der vel ogsaa for største Delen omgav sig med Nordmænd og støttede sig til, samt forsvarede den norske, sikkert allerede noget fortrykte, Hovedbefolkning, medens derimod de mange skotske Herrer, der allerede under Jarlernes Beskyttelse havde faaet Fodfeste i. Landet, og som bevidst eller ubevidst strævede efter at denationalisere det og drage det fra Norge til Skotland, sluttede sig til Biskopen og Geistligheden. Saadan var idetmindste Sagernes Stilling der paa Øerne nogle

    til Jarl, men kun til Befalingsmand med Ret til at oppebære en Deel af de kongelige Indtægter, indtil han faar beviist sin Ret til Jarledømmet. Dipl. N. II. 437.

  1. See ovf. S. 318. Muligt, at Alexander af le Ard var fremtraadt tidligere, thi Forleningsbrevet af 1375 er vel nærmest udstedt, fordi Kong Haakon først efter Faderens Død i 1375 var bleven den egentlige Overlehnsherre over Øerne, men i alle Fald høre vi ham ej før omtalt, og de to andre Dattersønner af Malise, Henrik Sinclair og Malise Sparre, fremtræde endnu senere.
  2. Vi antage nemlig, som det paa sit Sted skal vises, at denne unavngivne Arving efter Malise Jarl, hvorom der her handles, var Alexander af le Ard.
  3. Munkelivsbogen S. 65, jfr. 111, 138, 155. Man seer heraf, at Sighvat Kolbeinssøn, førend han blev Lagmand, boede i eller ved Bergen (1300, 1321) og tilligemed sin Broder Olaf Laag havde Jordegods i Egnen. Ogsaa Sigurd Sighvatssøn var i 1338 i Norge.