man slutte, at der fremdeles havde været Strid mellem ham og hans Diøcesanfolk om disse Punkter. Han opnaaede hvad han vilde, idet Kongen under sit Ophold i Bergen om Høsten 1355, kort efterat Haakon havde faaet Kongenavn, lod udgaa en Skrivelse til Indbyggerne i Hole Biskopsdømme, hvori det heed, at da Biskop Orm havde klaget over, at flere Mænd i hans Biskopsdømme ej vilde udrede den pligtige Tiende af Helligdagsveide og andre Gjenstande, og ikke vilde tillade ham at holde Visitation efter Christenretten, paabød herved Kongen, der ikke taalte, at nogen Mands, og allermindst Kirkens og dens Formænds Ret krænkedes, at de skulde udrede Tiende hvert Aar efter Landets Lov og Christenretten og svare Biskopen Visitation og Rideskyds, som Lovbogen bød; iligemaade, at den Christendomsret, der gik paa Sønderlandet, skulde gjelde over hele Landet, og at ingen maatte understaa sig at søge Ret efter nogen anden Lov end den, alt under Brevebrudsstraf, nemlig Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr., for hver den, som ej rettede sig herefter, eller som mod Kirkens Frihed og Ret ulejligede Hole Biskop, der desuden skulde nyde Fuldrettesbod dobbelt efter Lov og Dom samt de eldre ham tilstaaede Varnadarbreve[1]. Det er dette Brev, dateret 18de October 1355, der er beseglet af Hr. Orm Eysteinssøn i Egenskab af kongelig Secretær, saaledes som det ovenfor er nævnt. Ved den Christenret, der her nævnes, kan man alene tænke paa den yngre af Arne, deri Tidens Løb havde faaet Hevd paa Sønderlandet, ja endog, som Biskop Gyrd udtrykkeligt yttrede i en Skrivelse af 1354[2], var bleven vedtaget over hele Skaalholts Biskopsdømme, uagtet det, saavidt vides, egentlig kun var den eldre Christenret, der der havde lovlig Gyldighed, da hverken Arnes, eller Erkebiskop Jons i Norge nogensinde havde faaet kongelig Bekræftelse. Men ligesom mange Bestemmelser af Jons Christenret dog i Tidens Løb var blevne anvendte og havde faaet Hevd, hvor de eldre norske Christenretter enten vare ufuldstændige eller endog stridende mod sildigere Concilstatuter og kirkelig Vedtægt, saaledes var det formodentlig gaaet paa samme Maade med den derefter af Arne formede Christenret paa Island. Biskop Orm havde ikke den Tilfredsstillelse, strax
- ↑ Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 436.
- ↑ I denne Skrivelse af 1354 paaberaaber saaledes Gyrd sig baade „gammelt og nyt Lovmaal“ med Hensyn til den Bestemmelse, at Tiende af Jordegods skulde svares i det Sogn, hvor Godset ligger“, (den samme Bestemmelse, som ogsaa Orm holdt fast ved i 1347), og citerer ordlydende et Sted i Arnes Christenret, Cap .14 (þeim er rétt tíundar heimta sem á jörbu býr), med den Bemerkning, at det siges i den Christenret, „som har været samtykket baade af Lærde og Læge over hele Skaalholts Biskopsdømme“. Finn Jonssøns K. Hist. II. S. 109. Jfr. dog Keyser, den Norske Kirkes Historie II. S. 357.
