Kongens Brev af 1350 viser, at Orm maa have paastaaet, at han netop holdt sig til og vilde have gjennemført, hvad der var gammel Sedvane, saaat et Forbud mod at indføre nye Skikke ikke egentlig havde stort at betyde– Og derimod seer man, at Kongen i 1353, samme Aar, som de Indstevnte vendte tilbage, lod udgaa et Brev til Islendingerne, der indeholdt den Beskyldning mod dem, at de søgte at besvige Kronen for dens retmæssige Indtægter. Det heed nemlig her, at „gode Mænd saavel fra Norge som Island havde angivet for ham, at Bønder og megtige Mænd i Landet baade norden- og sydentil vare blevne Biskoperne Gods og Penge skyldige, baade for Aager og Tiendesvig, hvorfor Kirkens Forstandere havde anklaget dem, uden at dog nogen Dom var falden, da man svigagtigt havde villet unddrage Kronen den Halvdeel af Boden, som skulde tilfalde den;“ da han nu ikke kunde finde sig i en saadan Ulydighed, bød han alle og enhver, der havde betalt Bøder til Biskoperne eller deres Ombudsmænd for de nævnte Forseelser, inden tre Maaneder fra dette Brevs Forkyndelse ogsaa: at betale ligesaameget til Hirdstjoren paa Kronens Vegne, eller stille ham Sikkerhed for Betalingen, naar de ikke i Lagmandens Nærværelse kunde bevise, at de intet skyldte til Kronen; i manglende Fald skulde de svare Brevebruds-Straf, 8 Ertoger og 13 Mkr. Og derhos bød han Hirdstjoren at stevne Enhver, der ikke vilde underkaste sig dette Bud, med tolv Maaneders Varsel til at møde paa Baagahuus for ham selv og der at stande til Rette. Udstedelsesdagen mangler vel paa dette Brev, men da det er givet paa Baagahuus, hvor Kongen opholdt sig med sit Raad i Mai Maaned, er det sandsynligst, at det er udstedt der[1], og det er endog heel rimeligt, at de indstevnte Islendingers Sag netop har været behandlet og afgjort paa dette Raads-Møde, hvor saavel Erkebiskopen, der skulde være med at paadømme den, som Drottseten vare tilstede, foruden tre andre Biskoper og flere verdslige Herrer. Saaledes er det ogsaa højst rimeligt, at det sidstnævnte Kongebrev var et af dem, som de til Norge indstevnede Islendinger selv bragte med ilet, da de drog hjem igjen. Rigtig tilfreds med Afgjørelsen maa Orm dog ikke have været, siden han i 1354 atter drog til Norge. Hans Bestræbelser gik nu, som man seer, ud paa at faa udvirket en kongelig Befaling om, at den Christenret, eller de Christenrets-Bestemmelser, der gjaldt paa Sønderlandet, fornemmelig med Hensyn til Tiende og Visitatser, ogsaa skulde udstrækkes til hans Biskopsdømme, og deraf maa
- ↑ Finn Jonssøns isl. Kirkehisk. I. S. 535. Vistnok var Kongen paa Baagahuus ogsaa i November 1353 (Dipl. N. IV. 364), men der nævnes da intet om, at Raadet var hos ham, og det er rimeligere, at han hørte de Indstevnte i dettes Nærværelse.
