at den samme Foranstaltning allerede nu er bleven staaende ved Magt, idetmindste kun med nogle faa Forandringer, saaledes f. Ex. maaskee den, at Kongen maaskee har givet Slip paa Haalogaland og Hjaltland for fremdeles at kunne beholde Tunsbergs Fehirdsle med Skidusysla, som han formodentlig allerede havde haft som et Lehn for sig selv og unddraget Drottsetens Styrelse siden Mageskifte i 1353, da Dronningen fik, hvad han rimeligviis indtil da havde haft paa samme Maade, nemlig Borgesyssel og Ranafylke. Man kan saaledes let begribe, at Islendingerne, der nedskrev Annalerne, ikke fandt Kong Haakons Tiltrædelse i 1355 saa
vi vel gaa videre i vore Slutninger og ansee det for vist, at naar et Brev fra Enningdalen af 1373 regner Aaret efter Kong Magnus’s Tiltrædelse, (D. N. I. 422), hørte ogsaa Ranafylke til hans Deel. Allerede tidligere, i 1360, regnede Presten til Thjorn, Vinalde Henrikssøn, der siden blev Erkebiskop, Aarene efter Magnus’s Tid, men da levede endnu Dronningen, og Elvesyssel var endnu hendes Morgengave. Altsaa kunne vi vel paa det nærmeste ansee os forvissede om, at da Kong Haakon tiltraadte Regjeringen, undtoges derfra for det farne Dronningens Morgengave, Ranafylke og Borgesyssel, og derhos Tunsbergs Fehirdsle med Skiens Syssel, de sidste som Kong Magnus’s særskilte Deel, men altsammen under hans Bestyrelse. Fra alle de øvrige Dele af det egentlige Norge lige indtil Haalogalands Grændse dateres altid efter Kong Haakons Aar, og formodentlig har da Magnus ikke hersket der. Derimod er det tvivlsomt, hvad man skal antage om Haalogaland: man har kun et eneste Brev derfor, udstedt i den ovenfor betegnede Periode, nemlig et af Lagmanden Agmund Arnsteinssøn, dateret Vaagen 3die August (D. N. IV. 376), men dette angiver Aaret efter Aarstal, uden at nævne nogen Konge. Muligt at dette skal vidne om, at Lagmanden selv ikke var paa det Rene, om han skulde staa under Haakon eller Magnus. Jemteland vekker ligeledes Tvivl; thi i Aaret 1364 gav Haakon det en Retterbot (gl. n. L. III. S. 185), medens Aaret i 1363 betegnes med Aarstal (D. N. III. 332) og i 1374 regnes efter Kong Magnus’s Tiltrædelse (D. N. III. 390). Af dette skulde man slutte, at Kong Haakon først havde haft det, men at det siden kom i Magnus’s Besiddelse. Man kan jo ikke vide, hvad nye Overeenskomster og Fordelinger, de kan have enets om sig imellem efter Kong Eriks og Dronning Blanches Død. Hvad Hjaltland angaar, da regnes her idetmindste alle Aarstal fra Kong Haakons Tiltrædelse, og det lader ikke til, at Magnus har haft noget derover at sige, medens derimod Erngisl Jarl naa Orknøerne snarere var hans, end Haakons Vasall, siden man ej finder noget Forleningsbrev fra Haakon førend efter Magnus’s Død. Island derimod vedblev at staa under Magnus, hvilket sees af Kong Magnus’s Forordning til Islendingerne af 18de October 1355, (Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 436); ligesom man der endnu den 1ste Juli 1375, førend man havde erfaret Kong Magnus’s Død, regnede Aaret for det 56de af hans Regjering (Finn Jonssøn, II. S. 213). Af Breve, som Kongerne have udstedt i Fællesskab, findes foruden de nysnævnte ogsaa en Fornyelse af Stilstanden med Lübeck af 6te April 1359 (D. N. III. 303), ligeledes et Gjeldsbrev, som de udstedte i Tunsberg 28de Mai 1373 (III. 353), men det første af disse Breve vedkommer det hele Rige, det andet dem selv personligt, derfor var det i sin Orden, at de her optraadte i Fællesskab.
