Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/634

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
616
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

særdeles vigtig at optegne, da det særegne statsretlige Forhold, hvori de vare komne til Norges egentlige Konge og Rigets øvrige Dele, allerede var opstaaet i 1350. Hvorledes det altsaa nu forholder sig med Delingen i alle dens Enkeltheder, og om det end indtil videre maa erklæres uvist, om Magnus fik Haalogaland eller noget Stykke deraf, eller om han fik beholde de øvrige Skatlande i Vesterhavet, saa maa det dog nu ansees hævet over enhver Tvivl, at Delingen fandt Sted, og at Magnus beholdt idetmindste Tunsbergs Fehirdsle med Skienssyssel i sit eget og Borgesyssel med Ranafylke i Dronningens Navn, samt Island under sin egen Bestyrelse, og uden at Haakon i Regelen havde nogen Ret til at befatte sig dermed. Det bliver da ogsaa sandsynligst, at det statsretlige Forhold, som i Slutningen af det forrige Aarhundrede havde fundet Sted mellem Kong Erik og Hertug Haakon, nu tildeels fornyedes, dog med den væsentlige Forskjel, at Magnus, skjønt han nu kun beholdt den mindste Deel af Riget tilbage, dog som Haakons Fader og den, fra hvem dennes Magt var udgaaet, umuligt har kunnet tage sin Rigsdeel til Lehn af Sønnen, men denne derimod snarere har faaet sin Deel til Lehn af Faderen, skjønt paa saadant Vilkaar, at denne ikke skulde kunne befatte sig med Regjeringssysler i Sønnens Deel, uden dennes eget Ønske eller i Tilfælde af at han døde eller blev udygtig til selv at befatte sig med Styrelsen. Ved Kong Haakons Hylding maa man saaledes formode, at det er gaaet noget anderledes til end sedvanligt, idet Hovedceremonien vel bestod i, at Kong Magnus selv gav ham Kongenavn og forlenede ham med Kongeriget, hvilket dog ej hindrer, at ogsaa efter gammel Skik en Bonde kan have hilset Haakon som Konge paa Folkets Vegne.

Om dette var den Indretning, de norske Herrer havde tænkt sig i 1343, da de paa en vis Maade tvang Magnus til at love Haakon Regjeringen, naar han blev myndig, er vel temmelig uvist. De havde da, som det synes, meent, at han skulde have hele Norge, og at dette saaledes ganske skulde adskilles fra Sverige. Ja i Acten af 1343 heder det endog, at Magnus gav Haakon Kongenavn, og Haakon kaldes der virkelig Konge. Men allerede da havde Kong Magnus, som vi vide, underhaanden gjort Foranstaltninger til at beholde idetmindste Skatlandene for sig selv, og i 1350 skete den af os allerede omtalte Modification, hvorved Skatlandene og Haalogaland virkelig bleve forbeholdte Magnus, samt formodentlig ogsaa den Deel af Viken, der siden gaves Dronningen i Vederlag for hendes oprindelige Morgengave. Heller ikke blev Haakons Kongetitel af nogen Varighed, ikke engang efter 1350; han kaldes overalt simpelt hen Junker Haakon eller Hr. Haakon, Kongens Søn, lige, indtil hans virkelige Regjeringstiltrædelse i 1355. Og ved denne beholdt dog Magnus i alle Fald Størstedelen af Viken, og