saa længe hun levede, hendes nærværende Morgengave, Ranafylke og Borgesyssel, samt endelig af Skatlandene Island. Naar da, som vi have seet allerede ved Forandringen i 1350, „Haalogaland, Island, Færøerne og Hjaltland“ forbeholdtes Kongen, er det sandsynligst at antage,
heller ikke noget Brev af Kong Magnus, vedkommende Rigets øvrige Dele, naar undtages begge Kongernes fælles Bortgivelse af Audun Hugleikssøns Gods til Otto Rømer, dat. 1361 og 1372, D. N. II. 365, 422, men dette kan forklares deraf, at K. Magnus’s udtrykklige Bekræftelse har været anseet nødvendig; ligeledes findes et Forbud af Magnus til Bergens Indbyggere, dateret 1ste Mai 1373, men der er stort Spørgsmaal om Dateringens Rigtighed (det er en megen sildig Afskrift, gamle norske Love III. 193). Beviser nok ere allerede anførte til at godtgjøre den ovenfor fremsatte Mening vedkommende Tunsbergs Fehirdsle med Borgesyssel og Skienssyssel. Men end større Bestyrkelse ligger deri, at medens ellers alle Breve fra de øvrige Egne af Norge strax fra August 1355 af regne Aarene efter Haakons Tiltrædelsesdag, naar ej Aarstallet skrives med Tal, bibeholde netop de fleste fra de nysnævnte Landskaber Aars-Regningen efter Magnus’s Tronbestigelse. Dette er nu først og fremst Tilfældet med de nævnte Indberetninger til Magnus, men derhos ogsaa med følgende Privatbreve: fra Ramnes paa Vestfold 12te Marts 1363, D. N. IV. 434; fra Tunsberg 22de og 27de Feber. 1364, D. N. III. 343, 344: fra Tunsberg 14de October 1365, D. N. II. 385: fra Rordal paa Vestfold 1365, D. N. III. 347: fra Sandsverv 9de Febr. og og 8de Marts 1366, D. N. I. 388 og III. 349; fra Tunsberg 15de Marts 1366, D. N. IV. 454: fra Sandehered af 16de Novbr. 1371, D. N. I. 413; fra Tunsberg 19de Marts 1372, D. N. I. 419: fra Skien af 1ste Dec. 1372 D. N. III. 387; fra Borgesyssel af 11te Octbr. 1373, D. N. III. 386, ligesaa af 20de Mai 1374, D. N. II. 433; fra Tunsberg af 28de Febr. 1374 og 18de April 1375, D. N. III. 391, 397. Der findes vel nogle faa Breve fra de nævnte Egne, der angive Aarene efter Haakon, nemlig: fra Tunsberg 24de Marts 1359, D. N. IV. 327, og 18de Septbr. 1360, D. N. IV. 411, Indberetningen til Haakon fra Bruggeberg af 1358; Brev fra Idd af 1360, D. N. I. 368; Brev af 1363 fra Stokke ved Tunsberg, dateret, skjønt urigtigt, baade efter Haakon og Magnus, D. N. III. 329; Brev fra Kaupmannsnes af 31te Jan 1364, D. N. I. 381; fra Saude paa Grenland af 12te Febr. 1368, og fra Sandehered paa Vestfold April 1368, D. N. I. 398, 401; fra Gerpen ved Skien 15de Jan. 1370, D. N. I. 405, og fra Thjødling paa Vestfold 10de Septbr. 1374, D. N. III. 394; men foruden at det i sig selv var højst rimeligt, at man ogsaa i Magnus’s Deel stundom daterede efter den egentlige Konges Regjeringstid, ere flere af disse Dateringer fra de Tider, da Drottseten var styrtet, og Kong Haakon midlertidigt bestyrede Faderens Landsdele, samt da Magnus sad fangen i Sverige og saaledes maaskee af flere betragtedes som politisk død; idetmindste see vi Lagmanden i Skien, Sigurd Gyrdssøn, i 1368, medens Magnus var fangen, regne Aarene efter Haakon (D. N. I. 398), og i 1373, da han var befriet, igjen efter Magnus (D. N. III. 387). Naar Haakon først betragtedes som Landets egentlige Konge, kan man ikke altid af den Omstændighed, at et Brev er dateret efter hans Aar, slutte, at Dateringsstedet netop laa i hans Deel af Landet, thi en saadan Datering var nu Reglen, derimod viser just Undtagelsen fra denne Regel, nemlig Dateringen efter Magnus, at vedkommende Dateringssted laa i dennes Deel. Saaledes kunne
