endnu begge Rigers Anliggender holdtes afsondrede fra hinanden, og deres Sideordnethed lagdes for Dagen. Endvidere er det merkeligt, at Artiklen, der nærmere bestemte Antallet af Hjelpetropperne, udelodes i det norske Exemplar, maaskee fordi man forudsaa, at der neppe kunde blive Tale om at sende Tropper til Norge, og fordi den forventede Krig nærmest berørte Sveriges Interesser. Men det merkeligste er dog, at Hertuginden, der beseglede det norske Exemplar med Norges Rigssegl, ikke kunde skaffe det svenske, men kun love, senere at faa det tilvejebragt, saavelsom og at erhverve Erkebiskopens, Lydbiskopernes og de øvrige Raadsherrers Besegling, naar man tager i Betragtning, at for ikke mere end to Dage siden, i Ljodhuus, udstedte Kongen et Gavebrev under Rigsseglet, som altsaa da var tilstede[1], og at samme Dag baade Erkebiskopen og Biskop Styrbjørn af Strengnes var i Staden[2]. Dette leder naturligt nok til den Slutning, at Forhandlingerne ere drevne hemmeligt, kun i en engere Kreds af Hertugindens Tilhengere, uden at enten Erkebiskopen eller de øvrige Raadsherrer have vidst noget derom, og at hun derfor heller ikke for det første har kunnet anholde om Rigets og deres Segl til Contractens yderligere Bekreftelse. Man ledes endog paa den Formodning, at Ridder Martin af Hude optraadte hist i Ljodhus, medens hine Biskoper og maaskee andre Raadsherrer vare tilstede, ikke som „speciel Gesandt fra Fyrst Henrik“, men derimod kun som Sendebud eller Megler for Staden Bremen, og nærmest med Hensyn til Norge, thi den samme 22de Juli udstedte Kong Magnus i Ljodhuus under sit norske Rigssegl et Brev, hvori han melder Bremens Borgere, at han paa den ham elskelige Ridder Martin af Hude’s indstændige Bøn har eftergivet dem alt Nag, som han kunde bære imod dem, og at al indbyrdes Misstemning nu skulde være ophørt, og at de herefter frit og trygt kunde besøge norske og svenske Havne for at handle: han vilde nemlig nu af Kjærlighed til Ridder Martin ikke længer legge dem Hindringer i Vejen, men snarere hjelpe og begunstige dem[3]. Men kan man altsaa neppe længer tvivle om, at hine Forbunds- og Giftermaals-Forhandlinger ere drevne paa en hemmelig og underfundig Maade, da er det ogsaa aabenbart, at vi i Medforlovernes Navne have en Fortegnelse paa Hertugindens ivrigste Tilhengere, og at vi blandt de svenske vel og have de „Ynglinger og Fremmede fra Vardberg“, hvorom det svenske Raads ovenfor meddeelte Brev lader enkelte Ord falde. Saa meget
