denne Anledning havde indsat, til den svenske Geistlighed om at udrede disse Penge under partielt Banns Tvang[1]. Heraf følger dog ikke, at Raimund virkelig kom til Norden; han behøvede kun at sette sig i Bevægelse, for at Diæterne skulde løbe, og da der ikke er Spor af hans Nærværelse i de tre Riger, skulde man formode, at han alene er kommet et Stykke paa Vejen og derpaa vendt om igjen, uden at have berørt nordisk Grund, men efter imidlertid at have optjent en liden Sum Penge for den Maaned eller to, han rimeligvis har været undervejs, og som den svenske Gejstlighed vist har maattet rykke ud med. Om Innocentius den 6te ikke fra før af, som Cardinal, havde kjendt Johan Guilaberti’s Dygtighed som Inddriver og Forretningsmand, maa han vel idetmindste efter hans Tilbagekomst til Curien 1353 have kunnet overbevise sig herom. Denne hans Tilbagereise til og Ophold ved Curien falder i Høstmaanederne af 1353, da han den 18de Juli endnu var i Oslo, og i Januar 1354 allerede var kommen tilbage til Sverige og lod Skrivelser udgaa om at indbetale Fireaarsienden[2]. Han maa have faaet fornyet Fuldmagt til at varetage Pavestolens Tarv i Norden, altsaa til at indkræve Restancer, og navnlig til at fordre det store Laan tilbage, som Kongen havde faaet. Egentlig var det dog kun Sverige, hvilket hans Sendelse nu gjaldt, idetmindste kom han denne Gang ikke til Norge. De af ham udstedte Qvitteringer og andre i Anledning af hans Sendelse oprettede Documenter vise, at han i Sverige nu, foruden at tilbagefordre det store Laan af Kongen og iagttage alle nødvendige Forsigtighedsregler i Tilfelde af slet eller ingen Betaling, skulde inddrive Rumaskatten for Aarene 1351–53 og den føromtalte Toaarstiende, der egentlig var en Forlængelse af Clemens d. 6tes Treaarstiende af 1343; samt endelig hvad der var indkommet af den nye Fireaarstiende til Deling mellem Kongen og Kamret. Hiin Toaarstiende blev, som det synes, slet ikke erlagt, ja neppe engang forlangt i Norge, hvad nu end Grunden dertil kan have været. Fremdeles skulde han, som man seer, eftergranske, om der ikke endnu skulde være Restancer tilbage i Sverige af Clemens den 1stes Sexaarstiende. Idetmindste haves endnu en Thingsvidne-Art, optagen af Biskop Sigmund af Strengnes den 5te Juli 1354, angaaende Udredelsen af Sexaarstienden til de oftere omtalte pavelige Nuncier i 1326. Der verserede, heder det, en Sag herom mellem
