Biskopen og Johan Guilaberti, og denne synes at have paastaaet, at Sexaarstienden enten slet ikke, eller ikke tilbørligt havde været betalt. Det godtgjordes dog med Vidner, at den havde været ganske udredet, og hermed maatte vel Johan Guilaberti lade sig nøje[1]. Om lignende Krav fremsattes mod de øvrige Biskoper, eller om man lod det bero ved dette, er uvist. De fleste Udtellinger, der fandt Sted til Nuncien, skete mellem Juni og December, og da fik han allerede af de fleste svenske Biskopsdømmer ikke ubetydelige Beløb af Fireaarstienden[2]. Da denne skulde deles ligt mellem Kongen og Paven, maa den første derved have faaet nogen Hjelp i sin haarde Betryk, men stort kan det ikke have været.
Imidlertid havde vel Nuncien ogsaa begyndt sine Paamindelser til Kongen om at indbetale Laanet, thi der var ikke længer nogen Grund for ham til at vente dermed, og de Foranstaltninger, som i den Anledning skete, var af den Natur, at de allerede maa have været satte i Verk sidst i 1354 eller først i 1355. Han har vel neppe et Øjeblik været uvidende om Kongens Uformuenhed til at gjenbetale Laanet, men maa alligevel for Formens Skyld og forat sikre sig alle Retsmidler have fremsat et formeligt Krav, ej alene til ham, men til Dronningen og alle de øvrige, der havde givet Forløfte. Disse var dog ikke saa mange, som man ved Udstedelsen af Gjeldsbrevet i 1351 havde paaregnet. Det Samtykke og Medforløfte af de Stormænd, som da ej havde været tilstede, men som man dog havde bebudet som aldeles utvivlsomt, var virkelig ikke paafulgt, hvad enten nu disse Mænd vægrede sig ved at give det, eller at man havde forsømt at tilvejebringe det. Af de øvrige var Erkebiskop Heming af Uppsala død allerede i 1351, Peter i Lund og Sigge i Skara døde i Løbet af 1355, kort efter at Nuncien maa antages at have fremsat sin Fordring; Forpligtelsen til at tilsvare denne indskrænkedes derved til et faa meget mindre Antal Personer, og den blev ogsaa i samme Forhold vanskeligere for hver enkelt at efterkomme.
- ↑ Vidnesdocumentet findes i samtidig Afskrift i det svenske Rigsarchiv. Paa Johan Guilabertis Vegne mødte som hans Fuldmegtig den strengnesiske Chorsbroder Byrge Gregoriussøn, der siden blev Erkebiskop i Uppsala. Man erfarer heraf, at Biskop Styrbjørn i Strengnes havde i dyre Domme maattet laane Penge af Hr. Erngisl Jonssøn, Erngist Neskonungssøn Marsk, Karl Neskonungssøn og Magnus Nicolassøn for at tilfredsstille Collectorerne. Blandt Vidnerne var den føromtalte Herlog Danssøn, forhen Kjeldermester hos Biskop Styrbjørn, nu Vaabensven hos Hr. Jon Hafthorssøn.
- ↑ Qvitteringerne ere daterede for Strengnes 1ste Juni, for Vesteraas 18de Juni, for Skara 8 Novbr., for Linkøping 18de Novbr., for Uppsala og Vegsjø 9de Decbr. Det erfares tillige af disse Qvitteringer, at der i Sverige var slaaet en ny Mynt, der skulde gjelde fra 22de Febr. 1354 af.
