til nogen Forandring. Men det er af det allerede udviklede klart, at naar det nyere danske Sprog, selv i hiin eldre, mere uformelige Skikkelse, hvori vi kjende det fra det 13de og 14de Aarhundrede, kom i Berørelse med det svenske og norske, maatte det, som ungdommeligere, friskere, og belivet af den nyere Culturbevægelses Aande, faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Culturperiode og stod lige overfor det som udlevede Oldinger mod en Yngling, eller som en uddøende Vegetation mod en fremskridende. Saaledes vilde vel under alle Omstændigheder seent eller tidligt den Sprogforandring have skeet baade i Sverige og Norge, som vi vide fandt Sted fornemmelig i det 14de Aarhundrede, først, som rimeligt var, i Sverige, siden i Norge, og den vilde alene kunne have været forebygget ved en Naturrevolution, saa voldsom, at den næsten maa ansees utænkelig, en Naturrevolution, der maatte have lagt et stort Hav eller uoverstigelige Fjelde mellem Danmark og de to øvrige Riger. Men den vilde maaskee ikke have gaaet faa hurtigt for sig, hvis ikke de politiske Forhold havde været saa særdeles skikkede til at fremskynde den. De mangehaande Berørelser, hvori fornemmelig Sverige kom med Danmark lige fra Midten af det 13de Aarhundrede, de svenske og danske Stormænds hyppige Samkvem, fornemmelig Erhvervelsen af Halland og Skaane, – alt dette maatte indvirke paa det svenske Sprog, medens dette igjen ved Unionen mellem Sverige og Norge kom til at indvirke paa det norske. At denne Sprogindvirkning paa Grund af de politiske Forhold blev noget sterkere, end den ellers vilde have været, og at derfor den Sprogforandring, som under alle Omstændigheder vilde være uundgaaelig, saasandt Sverige og Norge ikke vilde have stillet sig udenfor hele den nyere Culturbevægelse, blev noget fremskyndet, er i sig selv, med al den Kjærlighed og Ærbødighed, vi maa have for Fedrenes ærverdige Sprog og herlige Literatur, saa langt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forsynet taknemmeligt, fordi det saa meget snarere bragte os ud af en forældet, hensygnende Culturperiode og stillede os ved Begyndelsen af en nyere og friskere. Vi maa glæde os over, at vi, uagtet Landenes afsides Beliggenhed, tilsidst ogsaa kunde blive berørte af den nyere Culturbevægelses Luftninger, og vi maa erkjende, at vi i dette Stykke endog vare heldigere end Tydsklands Folk, just fordi i Norden Sprogkampen har været større og Sprogene derfor selv have antaget en mere bøjelig og med den nyere Culturbevægelses Aand stemmende Charakter, end det tydske, der med alle sine Fortrin dog ikke har formaaet saaledes at frigjøre sig for den eldre Sprogperiodes grammatiske Ubehjelpeligheder, som de nordiske. Kun paa Island, og tildeels paa Færøerne, hvor uden nogen saadan Naturrevolution som den nysomtalte, dog et Hav danner en bestemt Afsperring, har det været muligt for det eldre Sprog
