saavelsom Sproget alene kom til at fredes og bevare sig paa Island. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at Skaden kun er tilsyneladende. Hvorsomhelst man vender sig i det civiliserede Europa paa den Tid og den nærmest foregaaende, iagttager man samme Phænomen. Den nøje Berørelse, hvori de forskjellige Nationaliteter lige siden Folkevandringerne vare komne med hinanden, og som mere og mere udjevnede deres mest iøjnefaldende Contraster, maatte ogsaa yttre sin Virkning paa Sprogene. I Egne, hvor der taledes tvende Sprog, et oprindeligt, et andet tilhørende senere Indvandrere, og hvor det ene ikke formaaede ganske at opsluge det andet, maatte der tidligere eller sildigere opstaa et Blandingssprog, i Førstningen uformeligt og vilkaarligt, siden mere og mere afslebet, uddannet og underkastet bestemte Regler. Saaledes i Italien, Frankrige, Spanien, England, idet paa ethvert Sted Afvigelsen fra det oprindelige Landssprog stod i det nøjeste Forhold til det fremmede Elements oprindelige Forskjellighed fra hiint. Saaledes blev Forandringen i Italien og Spanien, hvor Striden kun for en liden Deel fandt Sted mellem germaniske og romaniske Elementer, men mest mellem forskjellige romaniske Dialecter indbyrdes, ringere end i Frankrige, hvor de germaniske Elementer allerede gjorde sig noget sterkere gjeldende; i England gik det germaniske Element endog sejerrigt ud af Kampen. Men paa ethvert Sted, enten saa Kampen var sterkere eller svagere, maatte nødvendigviis de regelmessige grammatiske Bøjningsformer, der ere egne for alle de gamle Sprog, saaledes som de kunde udvikle sig uden Paavirkning af fremmede Elementer, være det første, der gik i Løbet. Folk, der maatte tale hvad man kalder „gebrokkent“ med hinanden for at forstaa hinanden, kunde ikke anvende dem og hjalp sig – som det endnu i lignende Tilfælde skeer – med Partikler. Phænomenet gjentog sig overalt; Bortkastelse af de fleste Bøjningsendelser og Optagelsen ideres Sted af Partikler, eller Omvendelse af visse Omskrivninger, blev nu charakteristisk for den nyere europæiske Sprogeultur. Og da nu ogsaa Norden laa i Europa, og da ligeledes ogsaa her nogen Sprogkamp af lignende Slags havde fundet Sted, saa kunde heller ikke Nordens Folkeslag undgaa at berøres af den samme Sprogbevægelse, hvorvel de stridende Elementer var langt mindre forskjellige end i Syd- og Mellem-Europa; thi der var her ingen Strid mellem germaniske og romaniske, men alene mellem germaniske Elementer indbyrdes.
Det ligger i Sagens Natur, at Kampen mellem Nordisk og Tydsk begyndte tidligst og derhos var størst i Danmark, Tydsklands Naboland, og at det danske Sprog derfor allerede for en stor Deel havde skilt sig ved det overflødige Bøjnings-Endelser og overhoved tilegnet sig de væsentligste Kjendetegn paa den nyere europæiske Sprogcultur, førend man endnu i Sverige og Norge sporede Tegn
