Denne siden er korrekturlest
585
1354. Underhandlinger mellem K. Magnus og Danekongen.
Konger, men desverre berettes det ikke, hvad der egentlig underhandledes om. Alt hvad der herom meldes, indskrænker sig dertil, at Kong Valdemar, efterat have dæmpet en Opstand af Friserne og derpaa ved St. Hans Tider holdt et Danehof i Nyborg, drog over til Sjæland og sendte derfra, ligesom før, tre Biskoper til Helsingborg for her at mødes med ligesaamange svenske Biskoper saavelsom andre af Kong Magnus’s Raadsherrer. Og derpaa, heder det videre, blev der sendt mange Mellembud frem og tilbage, indtil endelig begge Konger samledes i Helsingborg ved Michelsdagstider (29de Septbr.)[1]. Men hvad der var Gjen-
- ↑ Dette fortælles i det paalidelige Chronicon af 1357, Scr. r. D. IV. 527, 528. Huitfeld (S. 509) vil vide, at Erendet, hvorom Biskoperne skulde raadslaa, var „om Skaane, hvilket han (Kong Valdemar) meente, at Grev Johan ikke havde maattet afhende, eftersom det kun var hans Pant, og den Hylding, som Landet til Kong Magnus havde gjort, kun var skeet paa fornævnte Opladelse og derfor ikke kraftig; tillige skulde de tale om Nørrehalland og Søndrehalland, som kun var Fru Ingeborg forlenet her af Riget, og hvormed Grev Johan sig aldrig havde befattet“. At dette har været de Punkter, hvorom Forhandlingerne drejede sig, er saa rimeligt at gjette paa, at man netop deraf maa fatte Mistanke om, at det alene er en Gjetning af ham selv og ingen paa bestemte Data grundet Beretning, som Huitfeld meddeler. Messenius (Scondia T. III. S. 16) gaar endog endnu videre, idet han atter lader de ser Biskoper idømme Valdemar den føromtalte Mulct. Men hvor lidet han her er at stole paa, sees noksom deraf, hvad han umiddelbart efter tilføjer, at Valdemar, efter Sammenkomsten med Magnus den 29de Septbr., gav sin Ærgrelse Luft ved at hjemsøge og haardeligt straffe de stakkels Friser. Dette Tog mod Friserne skete nemlig allerførst i Aaret 1354, og den hele Combination, saavelsom Fortællingen om Mulcten, skyldes aabenbart alene Messenius’s egen Phantasi. Af et Brev, hvis Indhold Suhm anfører (XIII. 280) efter Brings Monument. scaniæ, hvor det findes meddeelt S. 110), og hvorved „Valdemar, Daners og Slavers Konge, samt Hertug i Estland, erklærer sig at indløse og udfrie alle de af Kong Magnus til Hertug Valdemar af Jylland og Grev Johan udgivne Breve, hvorved disse eller nogen anden faar Ret til at indløse Skaane m. m. for 34000 Mkr. Sølv“, skulde man ved første Øjekast slutte, at der i denne Tid havde været Tale om en saadan Gjenløsning, thi Brevet er dateret Vardberg Fredag før Ceciliesdag 1353. Men naar man nærmere betragter det, seer man tydeligt, at Dateringen er fejlagtig, nemlig at der er udeglemt et X foran L, saa at der skal læses MCCCXLIII. (1343), ikke MCCCLIII. (1353), hvorved Brevet ganske naturligt slutter sig til Rekken af de øvrige Breve, der udstedtes, Skaanes Afstaaelse vedkommende, paa Mødet i Vardberg, November 1343 (s. o. S. 286, 287), og af hvilke det sidste er dateret 20de November eller Thorsdag for St. Ceciliesdag (Dipl. Sv. 3747). Denne Datering efter St. Ceciliesdag er egentlig allerede tilstrækkelig til at vise det, thi derved bliver Brevet udstedt den 21de Novbr. og det sidste i den hele Rekke, medens derimod Fredag før Ceciliedag 1353 (d. 15de Novbr.) vilde falde saa langt forud for selve Helgendagen (d. 22de), at man snarere havde benævnt den efter en nærmere Dag, som „Fredag efter Briccius (den 13de), eller efter Mortensdag. Desuden kalder Valdemar sig efter Salget af Estland ikke længer i fine Breve „Hertug i Estland“, og allerede
