Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/604

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
586
Magnus Erikssøn.


stand for disse Underhandlinger og for Kongens personlige Samtaler, derom nævnes, som sagt, ikke et eneste Ord, ligesaalidtsom der er opbevaret noget skriftligt Mindesmerke derom. Vi ere ene og alene overladte til Gjetningens vide og usikkre Feldt. Her ligger det visseligt nærmest at tænke paa, at der atter har været noget paa Bane om Skaane, men da det paa ( – den anden Side nu maatte være yderst ubelejligt og meget farligt for Valdemar at komme i Krig med Magnus, kan det alene have været med megen Lempelighed og Forsigtighed, at Spørgsmaalet vagtes. Det maa formodentlig ansees som Resultatet af disse Forhandlinger, at Kongerne det følgende Aar ved St. Hans-Tider atter mødtes i Helsingborg, og at der da sluttedes en Trygd (midlertidig Fred eller i Stilstand?) mellem Rigerne[1]. Men altsaa var det dog nødvendigt at slutte en saadan Stilstand eller ved særskilt Overeenskomst at forlænge Stilstanden mellem Rigerne, med andre Ord, det tegnede sig til Feide imellem dem, og hvorom? Neppe om andet end om Skaane. Man faar endog det Indtryk, at den kloge Valdemar har gjort sig saa hyppige Erender over til Magnus for derved at faa Anledning til personligt at vise sig for Skaaningerne, bearbeide dem i sine Interesser, vinde deres Hengivenhed og forberede deres Overgang til ham, naar han engang for Alvor søgte at vinde disse Landskaber tilbage.

Men imidlertid havde ogsaa Hertug Albrecht af Mecklenburg været hos Kongen paa Baagahuus omtrent samtidigt med de nysnævnte geistlige og verdslige Raadsherrer, og da dette Sammentref ikke kan ansees som tilfeldigt, maa man antage, at saavel han, som de norske Raadsherrer have indfundet sig der efter Kongens udtrykkelige Ønske. Først og fremst bar vel hans Erende været at meddele og nærmere omhandle Udfaldet af det ham overdragne Hverv, at underhandle paa Kongens Vegne med Stæderne Rostock, Wismar og Stralsund. Thi at denne Underhandling endnu ikke havde ledet til nogen Overeenskomst, og at der endnu var mange Punkter tilbage at berigtige, erfarer man “ allerbedst af de Klagemaal over de nye Privilegier for Oslo m. m., som, efter hvad vi have seet, senere hen i dette Aar bleve opsatte i Rostock forat omsendes og vedtages af de andre Stæder og derpaa rimeligviis i forelægges Kongen eller Drottseten og Raadet. Det er derfor højst sandsynligt, at Hertug Albrecht nu har haft foreløbige Conferencer med

    deraf fremgaar det, at Brevet er eldre end 1346. Nærmere Sammenligning af Brevet sne: de øvrige fra Vardberg 1343 viser overhoved, ein man end ikke havde de nysanførte Kjendetegn at gaa efter, at Brevet nødvendigviis maa være udstedt samtidigt med disse.

  1. Chron. af 1357, l. c. S. 529.