Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/599

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
581
1353. Forhandlinger paa Baagahuus.

og Kongen var kjærligt, som hidtil, havde det ikke stort at betyde, om Bestyrelsen af hendes Morgengave-Herskaber gik i hendes Navn. Men naar Sønnerne voxede til, og der opstod Uenighed og Skinsyge mellem dem, kunde hun derved have det i sin Magt særdeles at begunstige den ene paa den andens Bekostning.

Under dette sit Ophold paa Baagahuus, og formodentlig efter Overlæg med Raadet, bekræftede ogsaa Kong Magnus, som det allerede er nævnt, den anden Fornyelse af Stilstanden med Lübeck og udstedte tillige et Brev til Islendingerne om at udrede deres Tiende ordentligt, hvorom der i det følgende vil blive handlet[1]. Formodentlig udsendtes ogsaa herfra Ansøgning til Paven, som den 1ste Juli næstefter blev bevilget[2], om at den Predikning af Korset mod Russerne, hvortil Pave Clemens allerede havde givet Tilladelse, ogsaa nu maatte fortsettes efter den Maade, hvorpaa den skete i Frankrige mod de Vantroende, og som formodentlig medførte flere Fordele for ham selv[3]. Dette viser saaledes, at Magnus endnu ikke havde slaaet Krigen mod Rusland af Tankerne. Samtidigt udvirkede han og enkelte Beneficier for flere Geistlige af sine eller Dronningens Omgivelser, blandt dem den før nævnte Brynjulf Jonssøn, Dronningens Cantsler, der fik et Canonicat med Præbende i Skara. Endelig anholdt han om, og fik bevilget, at de Klostergeistlige, der ofte plejede at besøge ham og hans Dronning, eller hans Moder Hertuginden, eller tildeels endog boede hos dem, maatte,

    Skat“, hvis man ellers ikke skal antage, at endeel af Skatten fra Vermeland ogsaa tilfaldt Kongen. Den, der nævnes først af hine ser Mænd, er Nikolas af Thingvalle, Chorsbroder i Skara; han har formodentlig været Prest til Thingvalle (ej langt fra det nuværende Karlstad) og Provst over Vermeland. Brynjulf Jonssøn, Dronningens Cantsler, var ligeledes, som vi af det her strax nedenfor omtalte Pavebrev see, Chorsbroder i Skara. Men af Maaden, hvorpaa hiint Brev af 1354 er bogstaveret, isærdeleshed af den Omstændighed, at f der betegnes med det ellers alene i Norge og paa Island brugelige Skrifttegn, skulde man antage, at Nedskriveren var en Nordmand, og da han vel maa have været en af de to geistlige Medudstedere, Nikolas eller Brynjulf, skulde man efter Navnet at dømme nærmest gjette paa den sidste.

  1. Lappenbergs Sartorius, S. 423, Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 435.
  2. Reg. Suppl. Innoc. VI. ann. 1. p. 2. fol. 503. jfr. Reg. cod. chart. ann. I. p. 5. fol. 173.
  3. Saaledes maa man vel forstaa Udtrykkene i Supplicationsrollen, der hentyde til en staaende Formular og derfor ikke engang udfylde en Sætning: „quatenus prædicationem crucis eidem per dominum Clementem successorem vestrum contra Ruthenos concessam, juxta formam Francorum regii etc. Dette maa vel omtrent udfyldes saaledes: quatenus … concessam, juxta formam Francorum regi datam dignetur (sanctitas vestra) renovare, eller noget lignende. Der sigtes vel til Bullen, hvorved Kong Philip af Frankrige fik Overbefalingen ved det paatænkte Korstog mod Tyrkerne.