tage, at Skomagerne her, som i Bergen, udelukkende vare tydske. Forresten erfarer man af denne Forordning, at der nylig havde været en stor Ildebrand i Oslo, thi Kongen anfører som Anledningen til Forbudets Gjentagelse, „at det var ham meldt, hvorledes flere Gaardsbønder i Oslo og andre Mænd nu før Branden holdt Skomagere i sine Gaarde“ o. s. v. Man skulde heraf næsten formode, at Branden har lagt hele Byen i Aske og paa den Maade bevirket en Standsning i hiin ulovlige Skomagernæring, hvis Fornyelse man efter Byens Gjenopbyggelse vilde søge at hindre.
Vi have seet, at Kongen tilbragte en lang Tid af Aaret 1352, lige fra Marts til ind i August, i Egnene mellem Elven og Øresund, snart i Skaane, snart i Halland, snart i Ljodhuus, snart indenfor den norske Grændse paa Baagahuus eller i-Marstrand. Hovedaarsagen hertil var vel især de nys skildrede Forhold i Danmark, som det var nødvendigt for ham at iagttage i Nærheden, og hyppige Underhandlinger med Danekongen. Men hans Besøg paa Baagahuus og i Marstrand have dog vist ogsaa staaet i Forbindelse med den Omordning af Dronningens Morgengave, som skete i det følgende Aar. Der maa i denne Tid, paa Grund af de unge Porsers Død, ogsaa være truffet flere nye Foranstaltninger betreffende Hertuginde Ingeborgs Besiddelser, og flere Forhandlinger desangaaende have fundet Sted mellem hende og hendes Søn Kongen. Det er saaledes allerede omtalt, hvorledes de i Vardberg den 25de Marts begge tilsammen skjenkede Nonneklostret i Skeninge alt det Gods i Hamarø, som var dem tilfaldet efter de afdøde unge Hertuger. Det er muligt, at Hertuginde Ingeborg paa denne Tid har været alvorlig syg og derfor betænkt paa at gjøre sine testamentariske Dispositioner, eller at hun især fandt Tiden belejlig dertil, medens Arvespørgsmaalet efter hendes Sønner blev afgjort, thi omtrent en Maaned senere, medens Kongen var paa Baagahuus, skjenkede hun til Hovedøens Kloster alt sit Arvegods (efter sin Moder Euphemia) paa Bygdøen (nu Ladegaardsøen) ved Oslo med underliggende Hængsø og Oxnøerne samt Bekkelagets Fiskeri[1], imod at Abbeden skulde stifte et nyt Altar, hvor der to Gange om Ugen skulde holdes Messer, den ene for hendes Skytshelgen Apostelen Paulus, den anden for alle Helgener, og hun selv med alle Hendes ihukommes, hvorhos der paa hendes Aartidedag aarligt skulde offres en Mk. Sølv paa Altaret og et Halvpunds Voxkjerte brende, samt Munkene have en Tønde Øl. Endvidere gav hun til det vordende Alter i Sjælebod sin hele Besetning paa Bygdø, nemlig 26 Køer for-
- ↑ Det er ovenfor (VI. 1. S. 319) viist, at Dronning Euphemia havde faaet hele Bygdøen med Tilligelser i Morgengave eller Livgeding. Dette var vel ved hendes Død enten ganske eller for en Deel gaaet over til Datteren. Om Hængsø see „Norske Samlinger“ 8vo. II (1858). 313.
