Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/581

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
563
1350. Provisionsvæsenets skadelige Følger.

da det overdroges den bergenske Chorsbroder Orm Agmundssøn, skjønt det rigtignok ved denne Lejlighed heed, „at der i Mellemtiden ved den ordinære Autoritet havde været indtrængt andre i Embedet, den ene efter den anden“, hvilket naturligviis vil sige, at Biskoperne havde benyttet sin lovlige Ret til at besætte det. Her havde altsaa i Virkeligheden Vacancen ikke været saa lang, og Skaden følgelig ikke saa stor, men besynderligt er det at see Begreberne saaledes forrykkede, at den, der paa ordentlig Viis var beskikket til et Kald, der ellers vilde have henstaaet ledigt, kaldes „indtrængt“, medens derimod den, der virkelig var indtrængt og maaskee nu kom for at fortrænge den rette Incumbent, betragtes som den lovlige Ihændehaver. Den samme Forføjning skete samme Dag, og med Tillæg af samme Bemerkning om Indtrængelse af andre Candidater ved den ordinære Autoritet, med det Canonicat ved Bergens Christkirke, som Paal Baardssøn havde haft. Det blev med tilhørende Præbende overdraget til Botulf Asbjørnssøn, den samme, der siden blev Biskop i Bergen[1]. Det følgende Aar fik den forhen omtalte Arne Ketilssøn, Chorsbroder i Oslo, en Præbende ved Hamars Domkirke, som Paal Baardssøn havde haft, og som ved dennes Ophøielse paa Erkestolen var blevet ledig, uden at der tales om nogen midlertidig „Indtrængelse“[2] af andre, medens det dog ej er afgjort, at en saadan ej havde fundet Sted. Dette være nu, som det vil – i ethvert Tilfælde maatte Provisionssyftemet gjøre Skade; thi enten forvoldte det, at Embederne i altfor lang Tid stode ledige, eller og opstod der Forvirring og mangehaande Ubehageligheder, naar – hvad vi nu allerede ofte have seet Exempler paa-en ved Curien udnævnt Candidat fremlagde sit Provisionsbrev og ved et paveligt Magtsprog fortrængte en Mand, der maaskee i en lang Aarrække havde været i uforstyrret og velfortjent Besiddelse af Embedet[3].

  1. Clement. VI. Reg. Suppl. ann. 7. p. 1. fol. 299.
  2. Clement. VI. Reg. Suppl. ann. 8. p. 2. fol. 151.
  3. Til større Sikkerhed for den, der fik Provisionsbrev, plejede der sedvanligviis at indrykkes i dette, „at hvilkensomhelst anden Ihændehaver strax skulde vige ham Pladsen“. Dette gik dog ikke altid saa let fra Haanden, og et af de bedste Exempler derpaa afgiver netop den ofte omtalte pavelige Nuncius Johan Guilaberti’s Udnævnelse til Decanus i Dorpat. Biskopen og Capitlet i Dorpat vilde aldeles ikke erkjende Udnævnelsen, og Decanatet blev ad lovlig Vej besat med tre Candidater efter hinanden, uden at Johan Guilaberti fik en eneste Skilling af Indtægterne; og denne maatte begynde en vidtløftig Proces derom, paa hvilken han ikke oplevede at see Enden. Der findes endnu i det vaticanske Archiv et løst Ark med Overskrift „In causa Tarbatensi“, indeholdende Copi af en af Biskopen og Capitlet i Dorpat i August 1360 notarialiter fremsat Appell mod de Executorers Fremgangsmaade, som i sin Tid, da Provisionen skete, vare paa sedvanlig Viis blevne beskikkede for Jo-