behjelpelige dertil. Vi tro dog ikke at nogen at vore Landsmænd have gjort dette, medmindre det skulde være nogle unge Mennesker og Udlendinger fra Vardberg, der af skammelig Dumdristighed have understaaet sig sligt. Men er det saa, da vide man for vist, at vi var aldeles uafvidende derom, og at det bør være os ligesaa ubehageligt, som om det var skeet mod nogen af Vore, og vi ville med Ord og Gjerning søge at forebygge, at noget lignende for Eftertiden skeer, thi vi kunde jo nemlig med god Grund frygte, at det samme en vakker Dag kunde skee med en af os. Men den Højeste være vort Vidne, at vi med tro Tjeneste og den skyldige Opmerksomhed, som vor Pligt byder, ville holde fast ved Eders og vor Herre, Kong Magnus, Hertug Eriks Søn, og bestandig ubrødeligt overholde Fred og Enighed med Eder, som vi gjensidigt have lovet hverandre; hvorfor vi og saa indstændigt som muligt bede og bønfalde Eder, at I ville tilskrive vor berømmelige Fyrstinde, Hertug Eriks Enke, at hun verdiges at anvende det bedste Middel til at saadant eller andet for Eftertiden ej forsøgtes, hvorved Anledning kunde gives til nogen Skade eller Ulykke for hendes Søns Riger, hvilket Gud forbyde, men at hun naadigst vil elske, og med huldsalig Yndest behandle alle fornevnte hendes Søns troe Venner, der ogsaa med urokkelig Troskab hang ved hendes Mand baade i hans levende Live og efter hans Død, idet hun letteligen formilder og opgiver den Uvilje, hun maaskee kan have fattet imod dem, og at hun ordner og bestemmer alt, hvad der kjendes at vedrøre Rigernes Tilstand og Lykke, heller efter Gamles og Erfarnes Raad af begge Riger, end efter udenlandske og mindre erfarne Ynglingers Tilskyndelser; ellers er det rimeligviis at befrygte, at Uroligheder og Tvistigheder ville opstaa og med eet opvekkes i samme Riger[1].“ Dette Brev nævner vel intet Navn, men man kan tage og føle paa, at det er Knut Porse og hans Sleng, til hvem der sigtes, og efter det Indblik, som det giver i den blandt de Forstandigere i begge Riger herskende Stemning, maa denne allerede have været betænkelig nok. Merkeligt er det, at de svenske Raadsherrer bad de Norske at skrive til Hertugin-
- ↑ Dette Brev er trykt efter Bartholiniana IV. 35 og hos Suhm XI. 342, i Samll. t. d. n. F. og S. H. V. 528, og i Dipl. Sv. No. 2292, paa hvilket sidste Sted det med uimodsigelige Grunde er godtgjort, at det kun kan være fra 1321; de vigtigste af disse er at Biskop Karl af Linkøping, der er en af Udstederne, sees af et andet Brev (2291) at have været tilstede i Ørebro Dagen forud, medens en anden af Udstederne, Nikolas Arnbjørnssøn, ifølge No. 2532 befandt sig Palmesøndag 1322 i Stockholm, saaat Brevet ej kan tilhøre dette Aar, og i 1320 var det spendte Forhold mellem det svenske Raad og Hertuginden ikke steget faa højt, som Skrivelsen antyder, hvorhos vi kunne tilføje, at man da ej behøvede at bede Nordmændene om at tilskrive Hertuginden, da hun paa den Tid var paa Vejen til dem.
