betroede man hende ikke det svenske Rigssegl, saa at hun stundom endog tiltog sig at besegle Breve, vedkommende Sverige, med det norske[1]
Tilstanden var saaledes intet mindre end glædelig. Magten og Rigernes Vee og Vel forstørstedelen i Hænderne paa en nittenaarig, letsindig Fyrstinde og hendes Elsker, der ej var stort bedre end en Lykkeridder, eller den engere Kreds af lignende urolige Hoveder, tildeels Udlendinger, Danske eller Tydske, der sluttede sig om dem, alle kun betænkte paa at gjøre sig Rigernes Hjelpekilder saa fordeelagtige som muligt, uden at ense, hvorledes det vilde gaa Rigerne selv. Det kunde imidlertid lej gaa længe saaledes hen, uden at Misfornøjelse begyndte at yttre sig. Det mangler ikke paa Spor deraf. Den unge fornemme Nordmand Ulf Saxessøn var bleven, det siges ikke hvorledes eller hvorfor, fængsligt anholdt, som det heed i Sverige eller af Svenske. Herover lod Hr. Finn Agmundssøn klage for det svenske Rigsraad, der just var forsamlet til Høvdingemøde i Ørebro, og Klagebrevet fremkaldte et højst merkeligt Svar, stilet til Erkebiskop Eiliv, Biskoperne og de øvrige Kong Magnus’s norske Raadsherrer, og udstedt Palmesøndag d. 12te April af Biskoperne Karl af Linkøping og Israel af Vesteraas, Knut Jonssøn, Philip Ulfssøn, Thure Ketilssøn, Knut Magnussøn, Stephan Rørikssøn, Erik Thuressøn, Peter Likvidssøn, Bo Nikolassøn, Henning Ødgislessøn, Sigmund Erengislessøn, Thord Bonde, Gisle Elinessøn, Jon Nikolassøn, Ridder, og Nikolas Arnbjørnssøn, Gøtstav Tunessøn, Jon Tholfssøn, Sigmund Ketildorssøn, Ragnvald Magnussøn, og de øvrige Riddere og Svene, kongelige Raadsherrer for Sverige, forsamlede til Høvdingemøde ved Ørebro. „Et Brev“, heder det her, „fra den højbyrdige Ridder Hr. Finn, har underrettet os om, at den forstandige og tappre Mand Ulf Saxessøn af Eders Rige, er bleven fængslet mod Eders Love, tilføjende, at nogle af vort Rige have bevirket det og været
- ↑ Dette sees noksom af de nedenfor meddeelte Forhandlinger paa Ljodhuus og Baagahuus Slotte, men især af det ovenomtalte Brev, som Hertuginden paa Baagahuus d. 1ste October 1320 udstedte (Dipl. Sv. 2261), thi hun frigiver her paa egne, sin Søn Kongens, og Sveriges Riges Vegne Staden Rigas Borgere for deres Gjeld til afg. Hertug Erik, imod at de eftergav hende, Kongen og Sveriges Indbyggere den Gjeld, hvori disse stod til dem; men desuagtet var dette Brev beseglet med det norske Konge- eller Rigssegl. Vel have vi ikke længer Originalbrevet, for deraf udtrykkeligt at paapege det, men det er ligefuldt utvivlsomt, deels fordi vi af Egteskabscontracten 24 Juli 1321 erfare, at Hertuginden ikke havde det svenske Rigssegl, deels deraf, at hiint Segl i Brevet til Rigaboerne selv er betegnet som „Sigillum domini Regis Norwegie et Swecie“, hvor Navnet Norwegie først viser at være det Norske. I Mangel af det svenske Rigssegl har man saaledes taget det norske, og formodentlig meent, at det kom dem i Riga ej faa nøje an paa, hvad Segl det var, naar det kun var et Kongesegl.
