i det følgende Aar virkelig fandt Sted, berettige os til den Antagelse, at allerede nu et Indfald i Skaane ved første bekvemme Lejlighed var aftalt, og at man til den Ende gjorde allehaande Forberedelser, lejede Tropper, skrabede Penge sammen, o. s. v. Især synes det ved denne Lejlighed at være gaaet ud over Norges Hjelpekilder og de af Kong Haakon opsparede Penge: der klagedes senere, som vi nedenfor ville see, over at ej alene Kronens Skatte og Klenodier vare opbrugte eller afhændede, men at man endog havde gjort Gjeld, paalagt ulovlige Skatter, hvervet Lejetropper m. m., og det endog under Kronens Segl, medens Uvedkommende havde trængt sig ind i Rigsstyrelsen. Her sigtes der aabenbart til Knut Porse og de enkelte norske Herrer, som havde sluttet sig til ham og Hertuginden. Vi erfare tillige af enkelte, endnu opbevarede Breve, at Ivar Olafssøn, Cantsleren, fra Begyndelsen af 1321 eller maaskee endog før ikke længer førte denne Titel, men kaldte sig slet og ret „Provst til Mariekirken“[1], medens Rigsseglet derimod fulgte Kongen, det vil lige var til Hertugindens Forføjning. Altsaa er det tydeligt nok, at Cantsler-Embedet og Rigsseglet tvertimod Kong Haakons udtrykkelige Bestemmelse om Cantsler-Embedets og Provstiets bestandige Forening vare blevne ham fratagne, hvilket igjen, sammenholdt med hvad nys er nævnt om de Uvedkommende, der havde trængt sig ind i Rigsstyrelsen, medførte, at Kong Haakons Anordning om Rigsstyrelsen nu var ganske tilsidesat, og at Regjeringen i Virkeligheden var i Hænderne paa Hertuginden selv, der vel stundom havde et saakaldet Raad ved Siden, dog mere for et Syns Skyld end fordi det, en eller anden sjelden Gang samlet, kunde gjøre nogen Nytte. Men naar og hvorledes skete denne Forandring, der dog ikke kan være skeet aldeles stiltiende? Skulde den være skeet ved det sidste Møde i Bergen, eller maaskee allerede da Magnus blev hyldet, eller ved Unionsmødet i Oslo? Dette er maaskee det sandsynligste, men herom kan man ej engang vove nogen Gjetning, da Kilderne ere altfor utilstrækkelige. Vist er det, at Norges egentlige Regjering nu udgik fra Vardberg eller det Sted, hvor Hertuginden opholdt sig, medens de hjemmeværende Raadsherrer kun i Navnet udøvede nogen Myndighed. I Sverige synes og en lignende Forandring at have fundet Sted, eftersom Hr. Matthias allerede fra Slutningen af 1319 ikke længer kaldes Drottsete, hvilken Titel paa denne Tid altid synes at tilhøre Rigsforstanderen som –Raadets Formand, men slet og ret Ridder og Raadsherre, med andre Ord, at han er ophørt at være Rigsforstander. Dog
- ↑ See Breve af 14de og 19de April samt 1ste Mai 1321 i Dipl. Norv. IV. 148, III. 123, V. 66.
