Erik. Han havde som Anfører for Kongens Hær i Begyndelsen af 1318, da Christopher havde bekriget sin Broder, drevet hans Folk tilbage og taget et Par Slotte, hvilket det lader til at Christopher aldrig kunde glemme ham; siden var han og kommen paa en noget spendt Fod med Kongen, fordi han, efterat have frasagt sig Drottsete-Embedet, dog havde egenmægtigt beholdt flere Slotte, som Sikkerhed for, hvad han af sit eget havde udlagt i Kongens Tjeneste. Vel var denne Tvist bleven bilagt, og Kongen havde formeligt pantsat ham Stegeborg paa Møen, Glambek i Skaane og Warnemünde samt Danskborg nærved Rostock i Meklenburg til hans Sikkerhed; imidlertid var han dog paa en vis Maade landflygtig, og det synes i alle Fald at have været en Aftale, at han ikke skulde opholde sig i Riget, thi Kongen forbandt sig endog til at afkjøbe ham alt hans Gods, og i Kong Christophers Haandfestning blev det udtrykkeligt forbeholdt, at han som „uddreven“ ikke maatte komme tilbage[1]. Men han var, paa Grund af sine mange Besiddelser og Forbindelser i Riget, ligefuldt meget mægtig og indflydelsesrig, og snarest at betragte som en fremmed uafhængig Fyrste. Han opholdt sig nu, som det lader, fornemmelig paa sine Pantebesiddelser i det Meklenburgske, og naar vi just nu ved denne Tid see den kjekke og statskloge Fyrst Henrik (Løve) af Mecklenburg slutte sig paa det nøjeste til Hertuginden og den unge Konge i Sverige, kan man ikke tvivle paa at dette fornemmelig var Hr. Nikolas’s Værk, og at han har agiteret ligesaa ivrigt paa sin Kant, som Knut Porse i Sverige og Norge. Henrik, der i sin Tid havde staaet Kong Erik saa tappert bi i Sverige og Tydskland[2], var til Belønning eller Erstatning derfor bleven forlenet med Rostock og tilliggende Besiddelser, paa Danskborg nær, men da Kong Erik siden understøttede sin Svoger Kong Byrge mod de dræbte Hertugers Parti, tog han ej nogen Deel heri, og saaledes var der intet, som efter Kong Byrges Død kunde hindre ham i at indgaa nærmere Forbindelse med Modpartiet. Denne maatte han vel oppebie for at kunne gjøre et iøjnefaldende Skridt, – han har maaskee heller ikke antaget Magnus ganske sikker paa Tronen, saa længe Byrge levede – men han har alligevel neppe undladt underhaanden at virke for de fælles aftalte Planer. Begivenhederne i den sidste Krig havde viist, hvor let det var at sette sig i Besiddelse af Skaane, idetmindste for en Tid, naar der ej kom hurtig Hjelp fra de øvrige Dele af Riget. Og nu var Betingelserne herfor endnu gunstigere end forhen. Her var altsaa god Anledning for ham til middelbart eller umiddelbart at gjøre Erobringer. De Begivenheder, som
