Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/579

561

1350. Fordele for Curien af Provisionssystemet.

saaledes allerede her en Masse større og mindre Beneficier, som alene kunde besettes af Paven, og da det nu, især i hine Tider, hvor alle Efterretninger gik saa langsomt, deels var vanskeligt fjernt fra Avignon at vide, hvilke Embeder der paa denne Maade vare forbeholdte Pavens egen Disposition, deels ogsaa var at vente, at enhver, der allerede befandt sig ved Curien, vilde have større Udsigt til Befordring, end den, som sad hjemme, fulgte heraf, at ogsaa underordnede Geistlige i Masseviis maatte flokke ned til Avignon for ved enhver gunstig Lejlighed at være ved Haanden. Men heraf fulgte igjen, at ogsaa enhver af disse, der ved pavelig Provision ombyttede et eller flere mindre Beneficier med et større, atter efterlod hine som „ledige ved Curien“ til pavelig Forføjning. Thi skjønt det ofte var Tilfældet, at begunstigede Klerker fik besidde flere Beneficier paa een Gang, indtraf det dog stundom, at hans nye og det forrige Beneficium vare altfor uforenlige med hinanden, og det blev da udtrykkeligt paalagt Candidaten, at han, naar han var kommen i virkelig Besiddelse af det nye, skulde opgive det gamle, hvilket imidlertid ligefuldt betragtedes, som om det var blevet vacant fra den Dag, Provisionsbrevet var udferdiget. Det laa forøvrigt i Sagens Natur, at jo flere Beneficier der saaledes bleve ledige ved Curien, desto mindre Rede havde man saavel ved denne selv, som hjemme i Landene paa, hvilke der kunde bortgives og hvilke ikke, og derfor betegnede det fleste Ansøgninger om og Provisionsbreve til mindre geistlige Embeder ikke engang noget bestemt Beneficium, men „det første ledigblivende“, saaledes som det ovenfor (S. 346–347) er viist. Og om et saadant endog ikke egentlig kunde siges at være blevet ledigt ved Curien, gjorde dette alligevel intet til Sagen, thi her forudsattes Paven at benytte sig af sin specielle Reservationsret, og han kunde derfor i Massevis give Exspectancer paa „det først ledigblevne Beneficium af den eller den Indtægt, der ellers skulde bortgives af N. N. Biskop“. Men denne store Sammenstimlen af al Verdens Geistlige til Avignon, som herved foranledigedes, kunde for det.–første nu ikke andet end bidrage til denne Stads Opkomst og Flor; thi var end, som vi nys have seet, mange af dem meget fattige og henslæbede dernede en kummerlig Tid under lang Solliciteren, saa indfandt der sig dog ogsaa en Mængde rige Prælater, der gave mange Penge ud og saaledes indirecte berigede det pavelige Skatkammer. Dog end mere vandt dette ved de Pengesummer, som Provisionssystemet umiddelbart afkastede. Der var nu for det første alle Expeditionsgebyrerne for de utallige Provisionsbreve, der hvert havde sin Taxt, efter Embedets Anseelse og Indtægternes Størrelse. Men fremfor alt afgav Biskopernes Servitspenge en riig Indtægtskilde. I den forrige Tid, da alt gik i sin Orden, og Lydbiskoperne ordineredes hjemme, kunde der ikke være Tale om Servits-