Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/569

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
551
1351. Provincialconcilium i Nidaroos.

vet er nemlig udstedt den 24de November 1354 paa Siljegjord af den føromtalte Baard Bjørnssøn, Chorsbroder i Nidaroos og Hamar, i hans Egenskab af Provst over Thelemarken, samt af Thore Thjøstulfssøn, Prest i Siljegjord, og de bevidne her, at Sira Guthorm Thorlaugssøn, Prest paa Eidsborg, vedgik for dem, at Gunnhild Atlesdatter, da hun kom til ham, ejede 12 bugilde Merker foruden opredt Seng og Gangklæder, samt at han gav hende 8 Mk. forngilde[1]. Muligt, at dette Document blev oprettet, fordi Sira Guthorm nu ifølge Concilbestemmelsen skulde sende Gunnhild fra sig, men der gjøres dog ingen Ophevelser over dette Forhold selv. – En Hentydning til Pestens Ødeleggelser indeholder Statuternes 5te Artikel, der bestemmer, „at da i disse Tider desverre Mangelen paa geistlige Personer medfører, at der til Sjælesørgere ofte tages enfoldige og uvidende Personer, saa paalegges det de overordnede Prester at undervise disse yngre i deres Embedsforretninger og især om Messens Regler, om Daaben, om den sidste Salvelse, om Begravelsesforretninger, m. m., samt ofte at examinere dem heri“. Der blev tillige vedtaget Bestemmelser sigtende til at hindre Lægmænds Indgreb i Kirkens Rettigheder; saaledes bestemtes det i Art. 2, at afdøde Beneficiariers Gods, naar det ej var adskilt fra Kirkens, skulde nøje bevares af Biskopen og hans Fuldmegtige, indtil en retferdig Deling mellem Kirken og den Afdødes Arvinger kunde finde Sted, samt at de Lægmænd, der ved verdslig Domstols Mellemkomst vilde tilegne sig denne Bevaring, skulde, hvis de ej inden en Maaned efter Biskopens Anmodning ophørte dermed, underkastes Forbud mod at komme ind i nogen Kirke, og hvis de endda ikke adløde, være forfaldne i Excommunicationsstraf. Art. 10 bestemte, at enhver Klerk, der søgte Beskyttelse af Kongen eller anden verdslig Magt forat undgaa Straf af sine geistlige Dommere, skulde være excommuniceret af selve Verket; Art. 10, at enhver Klerk, der førte Sag mod sin Kathedralkirkes Ret og Frihed, eller conspirerede imod dem, skulde være Excommunicationsstraf hjemfalden. Endelig bestemte Art. 15, at hvis nogen Lægmand med sit Vidende tvertimod den fordum mellem Kongedømmet og Kirken indgangne, og fra begge Sider besvorne Composition (altsaa den tunsbergske af 1277), tiltog sig Behandling og Afgjørelse af Sager, der hørte under geistlig Domstol, eller drog en Klerk mod hans Vilje for en verdslig Ret, eller dømte angaaende Klerkers og Kirkens Ejendom uden vedkommende Gejstliges Opfordring eller mod deres Forbud, skulde han af selve Verket falde under Excommunicationsstraf. Heraf kan

  1. Dipl. N. I. 342.