de, der tilholdt Geistligheden at føre et verdigere og anstændigere Liv end hidindtil, deels de, der søgte at rette paa de Misligheder, som den ved Pesten bevirkede Mangel paa Prester medførte. Der klages allerede i første Artikel af de vedtagne Statuter over „den forbryderske Sedvane, at den norske Provins’s Prester og andre Klerker, med Forglemmelse af sin Eed og sit sande Vel, ej alene antage Følgekoner (focariæ) og holde dem i sine Huse, men hvad der endnu var verre, forene sig med dem paa Lægfolks Viis ved Overeenskomster, Gaver og Troskabsløfter i Overvær af Kvindernes Frænder“. Tidligere Erkebiskopers Advarsler og Forbud mod dette Uvæsen havde viist sig uvirksomme, derfor bestemtes nu, „forat bekæmpe denne indgroede Uskik med nye Midler“, at enhver Prest eller Klerk, der havde modtaget kirkelig Vielse, og især naar han havde et kirkeligt Beneficium, skulde, hvis han uagtet at være paamindet af sin Biskop alligevel holdt Frille, straffes med Pengebod ifølge Eilivs Statut, og hvis han da ikke forbedrede sig, med Suspension, Excommunication og Afsettelse. Og de, der forbandt sig med sine Friller ved slige i Overeenskomster eller Gaver, skulde bøde Halvdelen af sine aarlige Indtægter, ja endog straffes end haardere, hvis Biskopen saa syntes. Endvidere bestemtes i Art. 8, at ingen Prest eller Klerk inden de hellige i Grader, der havde levet i Frilleliv, maatte begraves inden Kirkernes – Mure uden Biskopens Dispensation. Man seer heraf tydeligt nok, og l vil fremdeles see, at Coelibatsbestemmelsen endnu ikke paa langt nær havde kunnet gjennemføres i Norge, og at de Geistlige der, siden de ikke kunde indgaa et kanonisk Egteskab, fremdeles indgik de i eldre Tider ene brugelige og af den verdslige Lovgivning selv anerkjendte borgerlige Egteskaber, uden at dette i mindste Maade synes at have skadet deres Anseelse blandt deres Omgivelser. Der findes endog endnu just fra denne Tid et Brev, der giver Oplysning om, hvor koldblodigt saadanne Forbindelser anerkjendtes og de deraf opstaaende Forhold ordnedes, endog af vedkommende Geistliges nærmeste Foresatte, der selv havde været med at vedtage hine strenge Bestemmelser mod dette saakaldte Uvæsen. Bre-
have faaet under Pesten, ligesaa et i Hamar; siden søgte Gyrd for ham om, at han, skjønt han allerede havde disse Canonicater, der indbragte 34 Gylden, ogsaa maatte faa et i Bergen, hvilket bevilgedes ved Res. af 23de Jan. 1354 (Reg. Suppl. Innoc. III. ann. 2. fol. 14, Reg. Innoc, VI. cod. chart. T. 6 fol. 306). Botulf Asbjørnssøn var allerede i 1348 Chorsbroder i Stavanger og fik da, efter Ansøgning, ved Res. af 24de Octbr. 1348 ogsaa et Canonicat med Præbende i Bergen, der ligeledes havde staaet til Pavens Disposition siden Erkebiskop Paals Befordring (Reg. Suppl. Clement. VI. ann. 7. p. 1 fol. 299). Han var ogsaa Prest til St. Peters Kirke i Bergen. Baard Bjørnssøn nævnes i et Brev af 1354, hvilket vi strax nedenfor komme til at omtale, som Chorsbroder baade i Nidaroos og Hamar samt Provst i Thelemarken.
