for enhver af de tre andre have været betalt Rumaskat for lige mange Aar, thi naar man, ifølge de tidligere. Collectorers Regnskab, veed, at ved 1328 et Aars Rumaskat for Oslo udgjorde henved 60 Mk., for Stavanger c. 10 Mk., for Bergen c. 30 Mk., for Nidaroos c. 26 Mk., og for Hamar c. 10 Mk., maa man slutte, at den fra Oslo nu har været betalt for 8 Aar, og fra Hamar alene for halvandet eller maaskee to; hvad Bergen angaar, da siges det udtrykkeligt, at det var for fire Aar, hvilket er heel merkeligt, da vi derved endog for Aarene nærmest efter Pesten faa et større Beløb end det i 1328, da dog Befolkningen maa have været større end i 1350 og 1351. Men maaskee var den stegen saaledes i de nærmeste Aar før Pesten, eller var Velstanden saaledes tiltagen, at Skatten selv virkelig var bleven større[1].
Det hele Beløb, som Kongen saaledes fik fra Norge, var 10028 Mk., 3 Ører, 1 Ertog og sex Peninge, hvilket tillagt de 12000 Mk., han havde faaet fra Sverige, udgjorde noget over 22000 Mk.[2], eller efter den i Indbetalingsbrevene selv anførte Cours 2937 Pd. Sterling, eller 19560 Guldgylden, hvilken Sum han altsaa nu var Pavestolen skyldig. Dette Laan maa nu være kommet ham udmerket vel til Gode, og det bevidnedes udtrykkeligt, „at Pengene havde været anvendte til Rigernes Bedste“. Men vi ville dog see, hvorledes dets Afbetaling siden voldte ham uendeligt Bryderi, og at overhoved kun en ubetydelig Deel deraf nogensinde blev tilbagebetalt, saaat Heftelsesbrevene derfor endnu den Dag idag ligge uindfriede i det pavelige Archiv.
Det synes, som om Island, Grønland, Færøerne og Orknøerne skulde have været dette Tiendepaalæg underkastede, og man kan ikke tvivle paa, at de derom udstedte Pavebreve ogsaa ere blevne sendte did. Men der nævnes intet om, at nogen Tiende virkelig indkom derfra. Nunciens
- ↑ Det er ellers merkeligt, at Rumaskatten for Bergen endog i det sidste Aar (1350–51) ansettes til 27 Mk. 3 Ører samt 4 Sh. 9 Pen. Sterl., eller i de sedvanlige norske Penge tilsammen lidt over 32 Mkr. Altsaa har den selv da ikke været saa ringe som i 1328. Forresten synes det, som om man af disse Angivelser af Rumaskattens aarlige Beløb i Rigets Velmagtsdage maatte kunne slutte tilbage til Folkemængden, siden Christenrettens Bud var, at enhver, der ejede 3 Mk. talt, skulde udrede Skatten.
- ↑ Et Originaldocument af 24de Oct. 1355, der gjør Regnskab for hele Maaden, hvorpaa denne Gjeld stiftedes, findes endnu i det pavelige Archiv. Det er et Notarialdocument over Gjeldens Anerkjendelse ved Kongens Procurator, optaget i Avignon i Anledning af den Proces, der nu anlagdes mod Kong Magnus til Laanets Tilbagebetaling, og er redigeret i offentlig Form af en apostolisk og keiserlig autoriseret Notarius publicus Ægidius filius quondam Berardi de Mevania Spoletanæ dioecesis) og forsynet med hans Segl. Det er skrevet med særdeles fiin Skrift paa et overordentligt stort Stykke Pergament. Det er det samme, som omtales ovenfor S. 534, Noten.
