egne Regnskaber og Qvitteringsbøger synes at maatte have indeholdt noget derom, hvis nogen Indbetaling derfra havde fundet Sted, men der findes ikke et eneste Ord, som tyder hen dertil, og saaledes maa man da formode, at de, som havde med Indkrævningen derfra, endnu intet havde gjort ved Sagen. Paa Island var desuden ogsaa Tiden nu højst ubelejlig for en saadan Indkrævning, da der just, som vi i det følgende ville see, herskede en heftig Strid mellem Indbyggerne og Biskoperne. Der nævnes intet om nogen Tiende-Indkrævning paa Island førend i 1369[1].
Imidlertid havde Nuncien ogsaa, som en endnu opbevaret Qvittering viser, sendt en Remisse af 4500 Gylden til det pavelige Kammer gjennem det i den Tid meget virksomme Handelshuus Malabayla fra Asti. En af dettes Medlemmer, Antonio Malabayla, der tillige besørgede de fleste Pengeforsendelser for den polsk-ungarske Collection, indbetalte hine Penge til det pavelige Kammer den 21de Februar 1253[2]. Hvilke Penge dette kan have været, er vanskeligt at sige, thi af den nye Fireaarstiende, hvoraf Kamret skulde have det Halve, var neppe endnu noget indkrævet, og hvad der indkom af de andre Pengesummer, der skyldtes Pavestolen, var lovet Kongen til Laan. Men formodentlig standsede Udbetalingerne til dette fra Collectorerne, efterat de allerede omtalte Pengesummer vare blevne Kongen udbetalte, hvilket ej alene meget godt kan have fundet Sted, men ogsaa rimeligviis har fundet Sted længe førend det nys nævnte endelige Opgjørs-Instrument blev affattet, saaat der ogsaa bagefter kan være kommet Restancer ind, der nu gik lige til den pavelige Kasse. Dette er den rimeligste Maade at forklare Sagen paa.
Ej længe efter hiint nysomtalte Opgjør med Collectorerne maa den pavelige Nuncius have forladt Norden og være vendt tilbage til Curien, thi allerede i det følgende Aar see vi ham berede sig til hvad han selv kaldte, sit andet Komme til Norden. Dog veed man ikke rigtigt Tiden, naar han afreiste. Endnu i 1352 søgte han Curien om nye Indrømmelser, hvoriblandt disse, at han maatte erholde saavel et Canonicat og en Præbende som Provsteværdigheden ved Uppsala Domkirke, der nys vare blevne ledige, samt tillige at han, der allerede var fritagen for at lade sig ordinere til nogen geistlig Grad, saa længe endnu ikke de ham tildeelte Beneficier vare forbundne med nogen Sognekirke, om endog et eller flere af dem medførte Sjælesorg, alligevel, saalænge han var i det pavelige Kammers Tjeneste, eller idetmindste i syv Aar, maatte have Sæde og Stemme
