Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/548

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
530
Magnus Erikssøn.

godt anskrevet ved Curien, hvilket han og forsaavidt fortjente, som man af hele hans Virksomhed her i Norden faar det bestemte Indtryk, at han har været meget ivrig i at udføre sine Hverv og en særdeles dygtig Forretningsmand. Da Paven beskikkede ham til sin Nuncius, var han Chorsbroder i Verdun og havde derhos et Capellani i Carpentras, uden dog endnu at have modtaget nogen geistlig Vielse. Sin første Beskikkelse som Nuncius fik han ved Bulle af 1ste October 1349[1]. Paven overdrog ham her at fordre, inddrive og modtage alle Pengesummer eller Fordringer af hvad Slags nævnes kunde, som den romerske Kirke havde til Gode eller kunde faa til Gode i de tre Riger eller Kirkeprovinser, med Ret til at anvende alle kirkelige Tvangsmidler mod de Gjenstridige, hvor højt opsatte Personer de end maatte være. Han kom dog ikke strax afsted, formodentlig afskrækket ved Efterretningen om Pesten, som just da rasede i Norge. Thi han var endnu ikke afreist den 18de Mai 1350, paa hvilken Dag Paven tilstod ham flere Naadesbeviisninger, som han havde søgt om, navnlig det ledigblevne Decanat i Dorpat, et Canonicat ved St. Pauls Kirke under Narbonnes Diøcese, Retten til, skjønt fraværende paa sin Sendelse, at nyde Indtægterne af Beneficier i Verdun, samt for Presten Villjam Planesa, der som Secretær skulde følge ham paa hans Reiser, et Diaconat i Narbonne[2]. Han var altsaa da endnu ikke afreist. Men længe har han neppe udsat sin Afreise efter den Tid. Efter al Sandsynlighed kom han til Norge eller Sverige endnu førend Kong Magnus havde tiltraadt sit Tog til Rusland, og maa have haft flere og alvorlige Overlegninger med ham og hans Raad. Thi vistnok allerede da er det blevet foreløbigt aftalt mellem dem, hvad der siden bestemtes ved lovformelig Contract, at Alt, hvad der var kommet eller herefter maatte komme ind af de Pengesummer, som i begge Ri-

    1356), hvorved Innocentius den 6te saavel „propter nobilitatem generis“, som fordi han var det apostoliske Sædes Nuncius, skjenkede ham nye Gunstbeviisninger. De Beneficier, han ifølge de derom bevarede Pavebreve vides at have faaet, vare a) et Capellani i Carpentras, b) et Canonicat med Præbende i Verdun, c) et Canonicat ved St. Pauls Kirke i Narbonne, d) det her strax efter omtalte Decanat med Præbende (1350), efter hvilket han senere sedvanligviis benævnes, men som han rigtignok aldrig fik i sin Besiddelse, da Capitlet i Dorpat ej vilde anerkjende Provisionen, hvoraf der udspandt sig en vidtløftig Proces, e) Provste-Embedet i Uppsala (1350 eller 1351), som han rigtignok heller ikke fik i sin Besiddelse og resignerede allerede 1356; f) et Canonicat i Würtzburg og g) et Archidiaconat i Kintzelsawe under Würtzburgs Diøcese (1356).

  1. Bullen er indført i hans Qvitteringsbog i det Vatic. Archiv.
  2. Reg. Supplic. Clement. VI. ann. 8. p. 1. fol. 82 verso. Han fik ved samme Lejlighed ogsaa bevilget Confessionaler for flere af sine Venner, alle i Narbonne.