Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/526

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
508
Magnus Erikssøn.

Lignende Bestemmelser have vel og været tagne for de øvrige Stæder og saavidt muligt for Landet. Det er let at begribe, at mange ved Gaver til Kirker, hellige Samfund og Fattige have søgt at gjøre sig verdige til Guds naadige Beskjermelse, om de endnu ikke vare angrebne, eller til hans Tilgivelse, naar de allerede følte Døden nærme sig, og at derfor denne Tid i økonomisk Henseende egentlig maa have været fordeelagtig for Kirken, hvis Ejendom saaledes betydeligt forøgedes. Men Fordelen sporedes dog vist ikke i den første Generation, hvor der ikke paa langt nær var Folk nok til at dyrke Jorden. Endnu femti Aar efter Pesten tales der om Gaardparter, skjenkede til en Kirke i „Store Manndauden“, men intet som indbragte[1]. Overhovedet skulde man vel formode, og det var, maa man haabe, vist ogsaa Tilfeldet paa mange Steder her i Norge, at en saa alvorlig Rystelse, som denne Landfarsott, opskræmte mange Sløve og Sorgløse af deres aandelige Dvale og vakte Folket til en sandere Religiøsitet end hidtil, om end ikke Sværmeriet gik saavidt som i Tydskland, hvor det affødte Flagellanternes modbydelige Omtog. Men rigtignok seer man ogsaa Exempler paa det modsatte, thi allerede om Sommeren 1350, kort efterat Sygdommen var ophørt, klagede Biskop Salomon i Oslo over, at de Mænd, der bragte sit Korn til Salg i Byen, „ligge daglig i større Drik, end man nogensinde før har seet Folk pleje, og glemme derved Guds og den hellige Kirkes Rettigheder og Tiende, medens Landet legges øde, ubeboet og usaaet formedelst disse Mænds Udristighed og mangfoldige Uskikke“[2]. Var dette maaskee Tegn paa etslags vild Fortvivlelse over den skrækkelige Ulykke, som om man endog havde opgivet Haabet om at komme til Kræfter og meente, at intet Arbeide kunde nytte, og at man gjorde bedst i at bedøve sig ved Drik og Sviir

    dare at vise. Det meste deraf er aftrykt i Mansas „de Epidemiis“ og derefter igjen hos Ilmoni.

  1. Nemlig i „den røde Bog“ eller Biskop Eysteins Fortegnelse over Kirkegodset i Oslo Diøcese, optagen omkring 1400, hvor der f. Ex. staar fol. 28, hvor Lunder Kirkes Gods paa Grenland omtales: „disse Jorder stod skrevne til Kirken i Store Manndauden, og faaes intet af: Kleppe 2 Ertog. Bool, Ovene 1½ Laups Land, Søyden, 1 Ertogs Bool, Lunde nedre ½ Laups Land“. Andre Gaver af Gods m. m. til Kirken omtales i samme Bog f. Ex. fol. 93 r., hvor der siges, at en Gyrd paa Haug gav for sig og sin Søn til Eidsskogs Kirke i store Manndauden 1 Mk. Bool i Madruthveit. Ligeledes havde Kirken faaet ½ M. B. i Laufsveinsgard. Fol. 90 siges der, at Einar Klerk overdrog til Rakkestad Kirke 272 Øresbool i øvre Greinastad „for alt det Gods, som han havde oppebaaret i Store Manndauden, paa Korsets og Olafs-Rodens Vegne“.
  2. Brev udstedt i Kongens Navn af Orm Drottsete, i Tunsberg, Smug. 1350. Dipl. N. VI.