Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/527

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
509
1349–50. Den store Mande-Død.

for at glemme Sorgen saa længe man kunde? Usandsynligt er det ikke. I et Land som Norge, og især i de Tider, synes det, som om Modløsheden og Fortvivlelse efter en saadan Ødeleggelse maatte være dobbelt saa stor, som andensteds, og at der maatte gaa en lang Række af Aar hen, inden man nogenledes kom til Besindelse.

Det er naturligt, at man først og fremst søgte at faa alle de ledige Biskopsstole besatte. I Nidaroos, hvor vi have seet, at alle Chorsbrødrene vare døde paa een nær ved Navn Lodin (Thoressøn,) betragtede denne ene sig berettiget til at vælge en Erkebiskop og valgte Olaf, Abbed i Nidarholms Kloster[1]. Dette Valg vilde under alle Omstændigheder have været underkjendt som ukanonisk og blev saamegetmere nu af Paven anseet ugyldigt, som denne allerede under Erkebiskop Arnes Embedstid, sandsynligviis strax efter hans Udnævnelse, havde reserveret sig selv Besettelsen, naar Stolen næste Gang blev ledig. Imidlertid havde dog Olaf paa Grund af hiint Valg begivet sig til Avignon, og Paven, der formodentlig ikke kjendte nogen anden, som kunde være bedre skikket dertil, udnævnte ham ved Provision (3die November 1350) og lod ham siden efter hans Indvielse tildele Pallium paa sedvanlig Maade (3die November[2]). Da hans forrige Embede som Abbed i Nidarholm saaledes var blevet ledigt „ved selve det apostoliske Sæde“ og altsaa reserveret Pavens umiddelbare Besettelse ved Provision, udnævnte denne dertil Hallvard, en Munk i samme Kloster, der formodentlig havde ledsaget Olaf paa Reisen til Curien[3]. Erkebiskop Olaf kom tilbage til Norge den 11te April, efterat han formodentlig havde lagt Reisen om England og opholdt sig der en Stund, thi i Følge med ham, fortælles der, var Hr. Erling Vidkunnssøn[4], som paa sin Tilbagereise var bleven taget til Fange i England, uvist af hvad Aarsag, og som nu blev udløst af Erkebiskopen med Guld og Sum, hvilket Udleg han siden godtgjorde ved at give Øen Thjøtta og Gaarden Telgareim paa Haalogaland til Erkestolen[5]. I Thorsteins Sted valgtes af Chorsbrødrene enstemmigt Gisbrikt, engelsk af Fødsel, til Biskop i Bergen. Han var formodentlig den samme Sira Gisbrikt, som allerede Biskop Haakon omtaler i sine

  1. Isl. Annaler, l. c.
  2. Dipl. N. I. 322. 323, 324. Reg. Clem. VI. commun. an. IX. lib. 3. part. 1. fol. 85. ep. 390.
  3. Reg. Clem. VI. commun. an. IX. lib. 1. fol. 26, 27. ep. 50.
  4. De isl. Annaler ved 1351, S. 282. Der staar udtrykkeligt, at Erkebiskopen kom til Norge i Følge med Hr. Erling Natten efter Palmesøndag (altsaa 11te April): dog menes vel hermed kun, at han betraadte norsk Grund; til Nidaroos maa han først senere være kommen.
  5. Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog, fol. 132.