Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/522

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
504
Magnus Erikssøn.

ligt Aftagende og nu maa være blevet lammet endda mere. Der tales heller ikke her, som andetsteds, om, at der i de første Aar efter Pestens Ophør fødtes saa mange flere Børn til Verden, som om Naturen selv søgte at erstatte Folketabet snarest muligt[1]. Paa den anden Side er det merkeligt nok, at der af de opbevarede Brevskaber fra de Tider ikke kan spores nogen kjendelig Standsning i de sedvanlige Forretningers Gang, i Handel og Vandel. Men sandsynligviis ere de alle udstedte paa Steder, som enten endnu havde været forskaanede for Sygdommen, eller som allerede havde overstaaet den.

Island skaanedes, merkeligt nok, denne Gang for Smitten og hjemsøgtes først et halvt Aarhundrede senere[2]. Men hverken Norge, eller det øvrige Europa, slap med denne Smitsott alene, thi andre, om ikke paa langt nær saa ødeleggende, Epidemier fulgte den i kort Mellemrum, som det i det følgende skal berettes.

Det har formodentlig været Tilfældet ved denne Epidemi, som andre, at den i Særdeleshed rasede blandt de ringere Klasser, der besad færre Midler til og mindre Forstand paa at vogte sig for Smitten. Dog viser den stor Dødelighed blandt de Geistlige, at disse ikke skaanedes, og det vidner rosverdigt om deres Nidkjærhed og Selvpofrelse i at trøste og husvale de Syge og Døende. Af navngivne mere anseede Mænd, som bleve Offere for Sygdommen, anføres ikke mange. De islandske Annaler omtale en Hr. Bjarne, Hr. Peter og Hr. Olaf som bortrykkede i Bergen, men det betegnes ikke nærmere, hvilke de vare; at denne Hr. Bjarne ikke var Bjarne Erlingssøn; sees deraf, at den sidste levede endnu i 1351 og deeltog med Kong Magnus i hans andet russiske Feldttog[3]. Der ere flere Stormænd, der forekomme hyppigt i Brevskaber før 1349, men som man derefter ikke hører mere til; de ere sandsynligviis døde i Pesten. Blandt dem er først og fremst Hr. Ivar Agmundssøn, der ej nævnes efter 1349, dernæst Lagmanden paa Oplandene Agmund Saxessøn, Sys-

  1. Man troede nemlig i enkelte Egne at bemerke, at der i de nærmeste Aar efter Sygdommen fødtes hyppigere Tvillinger og Trillinger til Verden, end ellers. See Häser, l. c. S. 138.
  2. At Island forskaanedes siges udtrykkeligt i de islandske Annaler, l. c. Om Grønland nævnes der intet udtrykkeligt, men der er ingen Spor af, at det blev angrebet, formodentlig fordi Communicationen med Norge aldeles ophørte. Til Island kom den egentlige Pest først i 1402 og 1403.
  3. See de isl. Annaler ved 1351, S. 298. Man skulde fristes til at antage, at der i det oprindelige Haandskrift, hvorfra Beretningen om Pesten er tagen, ikke bar staaet „Hr. Bjarne, Hr Peter og Olaf“ men „Sira Bjarne“ o. s. v., og at de saaledes alle bar været geistlige, især Chorsbrødre. De Papirafskrifter, hvorfra man nu kjender Stedet, ere saa slet skrevne, at slige Fejl der ikke ere usedvanlige, desuden tales der umiddelbart forud netop om hine 14 Prester og 6 Diaconers Død.