saamange af Besetning og Passagerer, at det ikke kunde komme afsted[1]. Paa Agder blev i en kort Stund syv Kirkesogne folketomme; Biskop Guthorm sendte mange Prester, Diakoner og Svene did, men de døde allesammen. Mange Gaarde blev liggende øde og uopdyrkelige i en lang Rekke af Aar derfra. Endog i en ellers saa velbebygget Egn, som Oslohered, laa en Deel af Gaarden Øykren, hvis Ejer var død i Pesten, herreløs endnu i 1364, saa at Kongen erklærede den for hjemfalden til Kronen[2]. I Aaret 1357 forestillede Biskop Thorsteins Efterfølger Gisbrikt (hvorom idet Følgende) Pave Clemens, at saavel Bergens By som hele Diøcesen var formedelst Pesten blevne ganske blottede for Prester og Klerker; en lignende Forestilling gjorde samtidigt den nye Erkebiskop, Olaf, og sagde, at saagodtsom alle Prester og Klerker vare bortdøde i Nidaroos By og Diøcese; i 1357 klagede den daværende Biskop i Stavanger over, at der i hans Diøcese formedelst Pesten var saa stor Mangel paa Prester, at een Prest stundom maatte overtage tre eller fire Kirker, og endnu saa sildigt som i 1371 melder den daværende Erkebiskop til Paven, at istedetfor at der for plejede at være omkring trehundrede Prester i Nidaroos Diøcese, var der nu efter de Pestsygdomme, der havde raset, ikke over fyrretyve[3]. Det kan ikke slaa Fejl, at der fra Oslo maa have været klaget paa samme Viis. I Sande Skibrede paa Vestfold maatte Kongen i 1365 tillade Indbyggerne at bygge et mindre Landeverns-Skib end før, formedelst Affolkningen[4]. I et Brev fra Østergøtland i Sverige, dat. 13de Juni 1353, siges der, at formedelst den store Dødelighed, som nys havde hersket, var en Mængde Gaarde lagt øde, saa at de neppe kunde selges for halv Priis, at man sjelden eller vanskeligt kunde finde nogen til at dyrke dem[5]. Alt dette er talende Bevis for Sygdommens ødeleggende Virkninger i Norden, og det Knæk, som Norge derved fik, maa have været saa meget føleligere, som Folkets Raskhed og Handlekraft allerede forud var i kjende-
- ↑ Alt dette omtales paa det ovenanførte Sted i de isl. Annaler, hvor der dog urigtigt staar „Agdenes“ istedetfor „Agder“. Blandt dem, der skulde drage ud til Island, men bleve angrebne af Smitten og døde, var ogsaa en Sira Runulf, formodentlig den samme anseede Geistlige, der oftere havde været i Norge som Sendebud for Biskopen i Skaalholt. De to andre navngivne Mænd heed Broder Haamund og Broder Thorvald, de var altsaa Klostermænd. I Udgaven staar disse Navne efter „Guthorm biskup af Stafangri“ og med urigtige Casusformer „bróðir Hámundar, broður Þorvalds“.
- ↑ Brev af 18de August 1364, Dipl. N. II. 384. Regest. Clemens. VI. commun. ann. X. l. 3 f. 22. p. 100, 106. Rg. Innocent VI.; Cod. Chartac. T. XV. (ann. 5) fol. 375.
- ↑ Dipl. Norv. V. 268.
- ↑ Dipl. Norv. II. 385.
- ↑ Brev i det svenske Rigsarchiv.
