At de Ødeleggelser, som denne Landfarsott anrettede i Norge, vare overvettes store, derom kan man vistnok ikke tvivle, naar man seer, hvad den gjorde i de øvrige Lande af Europa, og naar man veed, at Mindet derom endnu lever uudsletteligt blandt Norges Folk, saa at Sagnet endog beretter om hele Kirkesogne i afsides Fjeldegne, der skulle være blevne aldeles blottede for Indbyggere og først flere Generationer derfra paany befolkede; om Gaarde og Kirker, der i senere Tider skulle have været opdagede i slige øde Egne, omgivne af tæt Skov, hvor der før var Bygd; ja om Mennesker, som man skal have fundet i aldeles vild Naturtilstand, da deres Paarørende og alle de øvrige Beboere af Egnen vare døde fra dem, medens de endnu vare spæde Børn[1]. Hiin samtidige Beretning i de islandske Annaler siger selv, at ikke mere end en Trediedeel af Norges Befolkning overlevede Pesten[2]. Nu tør det dog hende, at denne Forholds-Angivelse, saavelsom de øvrige fra andre af Europas Egne, ere noget overdrevne, da man i hine Tider ingen rigtig Forstand havde paa statistiske Beregninger og ved alle slige Lejligheder var tilbøjelig til at regne formeget. Men saa meget er under alle Omstændigheder vist, at Dødeligheden maa have været overordentlig, og saameget føleligere i Norge, som Befolkningen der var saa meget tyndere end i de fleste andre Lande. Vi have allerede omtalt, at Erkebiskop Arne døde med alle sine Chorsbrødre, paa en nær. I Bergen døde Biskop Thorstein, i Stavanger Biskop Guthorm, og paa Hamar Biskop Hallvard, saaat der af alle Norges Biskoper kun var een tilbage, nemlig Salomon i Oslo. Paa et Skib, som skulde gaa til Irland, formodentlig fra Bergen, døde
- ↑ Hvad disse Sagn angaar, da henvises fornemmelig til Faye’s „Norges Sagn“. At de fleste af dem, eller rettere sagt alle, ere senere Opdigtelser, kan der ej være nogen Tvivl om. Dette viser sig f. Ex. strax ved Sagnet om Hedalens Kirke i Valders, der knytter sig til Gaardsnavnet Ildjarnsstad, fordi den Jæger, der opdagede Kirken, havde et Ildstaal med sig og kastede det over den. Hvis Gaardens Navn virkelig er Ildjarnsstad og ikke Iljarnsstad, da er den opkaldt efter en Mand med det i eldre Tider hyppigt forekommende Navn Eldjarn. Ildstaalet vilde man neppe heller kalde eldjarn. Der taltes om de saakaldte „Fundnegaarde“, „Fundnemarker“, de skulde være opdagede efter Pesten, men Navnet har intet med fundin (fundet) at gjøre, thi Gaardene hede i gamle Brevskaber ikke Funnigarðr, Funnnamörk, men Fornigardr, Fornamörk, af forn, gammel, og forekomme vistnok tidligere end Pesten. Sagnet om „Rypen“ i Jostedal, der skulde være fundet ganske forvildet efterat have ernæret sig som et vildt Dyr fra Barnsbeen af, viser sig ved første Øiekast at være fabelagtigt; i „Bergens Kalvskind“, sluttet ved 1351, tales der baade om Pesten og flere Gaarde i Jostedalen.
- ↑ I de forskjellige sv. Annaler staar der, at efter Pesten, der af alle henføres til 1350, i Uppland neppe levede ⅙ af Befolkningen tilbage (Scr. r. Sv. I. 29), at den ej alene angreb Mennesker, men ogsaa Kvæg (sst. S. 58, jvfr. S. 34, 66).
