Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/519

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
501
1349–1350. Den store Mande-Død.

Vestfold er Smitten derimod neppe kommen lige fra Bergen, over de store, under saadanne Omstændigheder ikke synderligt befarede Hardanger-Vidder, men derimod heller fra Østlandets Kyst-Egne ved Skien, Tunsberg og Oslo, efterat den først havde vandret hele Vejen langs Kysten gjennem Ryfylke og Agder. Til Oslo var den ellers maaskee kommen – muligt med Fartøjer – allerede i October, eller idetmindste ventede man dens Ankomst, siden Chorsbroderen Arnulf Steinarssøn, skjønt endnu frisk paa Legeme, den 9de October gjorde sit Testament[1]. Paa Østlandet synes man at have kaldt den Tid, da Sygdommen rasede, „Manndauda-Aaret“[2], maaskee et Tegn paa, at den her kom senere, formodentlig i Februar eller Marts 1350. Dette maa ogsaa sluttes deraf, at samtidige Testamenter i større Mængde, af hvilke man maa slutte, at en Smitsott herskede, ikke forekomme fra det østlige Sverige førend i September, October og November 1350[3], saaledes har Smitten vel i Begyndelsen af Aaret raset paa Oplandene og i Viken og naaet de vestlige Egne af Sverige om Vaaren. Til Jylland skal Pesten være kommen, ligesom til Bergen, ved et Skib fra England, paa hvilket Besætningen var død, og som strandede paa Vendsyssel[4], og Epidemien her henføres i det bedste samtidige Chronicon til 1348. I Jylland maa altsaa den Smitte, der kom vestenfra, have mødt den, der over Holsten kom søndenfra. Ligeledes maa den fra Norge og Vestergøtland af være gaaet sydover til Smaaland, Halland og Skaane og være kommen til Øerne baade fra Øst og Vest. I Lübeck var den stærkest i August 1349. Til Stæderne længere østover kom den i 1350, og fra disse rimeligviis til Gotland, hvor Dødeligheden var stærkest i August Maaned[5]. Finland blev neppe angrebet førend i 1351, thi til Novgorod og Pleskov naaede Smitten ej førend i 1351 og udbredte sig først i det følgende Aar til de indre Egne af Landet, hvor den omsider ophørte efterat have naaet de samme Egne ovenfor det sorte Hav, fra hvilke den for 8 Aar siden havde begyndt sit forfærdelige Kredsløb rundt Europa[6].

  1. Testamentet, dateret Oslo, d. 9. Octbr. 1349, Dipl. N. IV. 350.
  2. Dipl. N. III. 290, 311.
  3. Testamenter i det sv. Rigsarchiv, vedkommende Skokloster, af 7de Septbr. og 3die Novbr. 1350, andre fra Smaaland af 21 Sept., Linkøping af 10 Nov. fra Vad af 29 Oct. o. fl.
  4. Den merkelige Fortælling om, hvorledes Smitten allerførst kom til Jylland, findes efter Michelsens Slægtebog i Hoffmann’s „danske Adelsmænd“ II. Side 36.
  5. Suhm, XIII. S. 238.
  6. See Ilmoni, Bidrag till Nordens Sjukdomshistoria I. S. 133, 134–136.