enten at han havde saa travlt og skulde saa snart østover – han reiste virkelig igjen snart efter afsted – at han ikke havde Tid til at vente saa langt vester som i Tunsberg eller Oslo, indtil alle de Indkaldte vare ankomne, eller at han ønskede ogsaa til samme Tid at overlægge med de svenske Raadsherrer, som vare hos ham, om den bedste Maade at indrette Krigsførelsen paa. Hvad der forhandledes om Krigen, vides ikke, men Kongen maa formodentlig have mødt den Modstand, som ovenfor er antydet, eller ogsaa kun et betinget Tilsagn om Medvirkning, og derfor vel underhaanden have overlagt med Erkebiskop Arne om den bedste Maade at skaffe Pavens Medvirkning i at give Toget en religiøs, korstogsmæssig, Charakteer, forbeholdende sig, som man af det foregaaende kan skjønne, nærmere at handle med sine norske Høvdinger om denne Sag paa et nyt Møde, der maaskee allerede nu berammedes til næste Aars Februar Maaned i Oslo. Idetmindste blev et saadant Møde holdt, som vi ville see. Det eneste, der fra Mødet i Ljodhuus 1347 er levnet os, er Kongen og Dronningens Testament for Norge, dateret den 15de Juli. Da de allerede havde gjort sit svenske Testament, var det vel under alle Omstændigheder deres Agt at gjøre et lignende for Norge, men den forestaaende Krig, maaskee og alvorligere Stemning, frembragt ved de mange ængstelige Naturoptrin, der i de sidste Tider havde fundet Sted, og de dunkle Rygter, som upaatvivleligt allerede nu gik om den forfærdelige Sygdom, der havde vist sig i Østen, kan have fremskyndet Beslutningerne. Det kunde forresten synes at vidne om heldigere Resultater af Kongens Bestræbelser for at ordne sine Financer og gjenvinde sine Indtægter, end andre af hans Yttringer og Handlinger give at forstaa, naar han og Dronningen i Indledningen til dette Testament udtrykkeligen sige, „at Gud af sin Naade havde overflødigt ophøiet og med timelige Goder beriget dem fremfor andre Menneskernes Sønner“; men dette maa vel mere antages for en lidetsigende Talevending, end for en Tilkjendegivelse af de virkelige Forhold. Man skulde imidlertid slutte til stor Overflod af den første Gave, som i Testamentet omtales, nemlig til Vadstena Kloster, hvor de“ allerede i det svenske Testament havde bestemt at ville begraves[1]. De skjenkede dertil den umaadelige Gave af 6000 Mk. i norske Penge, for hvilken Kongen pantsatte Øen Ordoost (nu
- ↑ Her omtales Klostret som kun paatænkt eller idetmindste ikke færdigt; i det norske Testamente derimod nævnes det, som om det allerede var i fuld Stand, hvilket det dog ikke kan have været, skjønt det vistnok da allerede var paabegyndt, maaske under St. Bergittas egen Opsigt, thi at hun ikke, som det almindeligviis heder, havde forladt Sverige allerede i 1346, sees deraf, at man har et Brev fra hende, dateret Skeninge den 29de Juli 1348 (Br. i sv. Rigsarchiv). Den store Gave, hvormed Kongen betænkte det vordende Kloster, viser, hvilken Enthusiasme der maa have hersket for dette Foretagende.
