Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/477

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
459
1346. Forhandlinger om Vordingborg og Estland.

Mellemkomst af Kong Magnus var her saa meget mere forklarlig, som hans Halvbrødre, Hertug Knut Porses Sønner, just ved denne Tid maa antages at være blevne myndige[1], og Kong Valdemar maatte have deres udtrykkelige Afkald paa den Ret, de ifølge Kong Christophers Lehnsbrev til deres Fader havde paa Estland[2], førend Salget af dette Landskab var kommet istand. Vel var Afstaaelsen paa deres Vegne skeet, medens de endnu vare mindreaarige, men for at Salget kunde skee med fuldkommen Sikkerhed, var det dog nødvendigt, at de selv efter at være blevne myndige fornyede Renunciationen. At Kong Magnus herved ønskede at være tilstede, er saa meget mere rimeligt, som der endog i Tilfelde af deres Død før ham maatte opstaa en eventuel Arveret for ham selv til den samme Fordring. Fuldstændigt var neppe endnu de Penge udbetalte, som han havde at udrede til Kong Valdemar for de afstaaede Landskaber[3], og dette var maaskee en bekvem Lejlighed for ham til at faa dem afkvittede; om dette er skeet, vides ikke, men i alle Fald er intet rimeligere, end at han tinder Paaskud af at varetage sin og sine Halvbrødres Tarv har benyttet sig af den Ret, Forliget af 2den August 1343, Artikel 4 (s. o. S. 281) hjemlede ham til selv at indløse Vordingborg, det vil sige sende Tropper derhen, ligesom tidligere til Kjøbenhavn, og beholde det i sit Navn, til Sikkerhed for hiin Fordring paa Estland, indtil Valdemar bekvemmede sig til at give et passende Æqvivalent, hvilket neppe skete, førend han i August, da Valdemar, som det heed, affandt sig med hine Junkere ved Hertugdømmet Holbek, det vil vel sige ved at eftergive Fordringer, som hvilede derpaa[4];

    var Kongen, som vi have seet, paa Gøkheem i Vestergøtland og kunde saaledes ikke være i Kjøbenhavn. Men derimod er det højst rimeligt, at Underhandlingerne have været drevne og afsluttede i Mai eller Juni, og at Kongen beholdt Vordingborg som etslags Pant, saalænge der handledes med ham og Knut Porses Sønner om det endelige Afkald paa Retten til Estland, see nedenfor.

  1. Knut Porse var nemlig død i Mai 1330 (S. o. S. 119), og da han havde Bryllup i Juni 1327, maa hans Børn være fødte mellem 1328 og 1330, følgelig i 1346 ikke kunne have været yngre end 16 og ikke eldre end 18 Aar.
  2. Herom see ovenfor S. 118.
  3. I August 1343 stod idetmindste 4000 Mark Sølv igjen (s. o. S. 282), og naar det siden i Fredsslutningen af 18de November heder, at Kong Valdemar havde faaet de 8000 Mk., som vare stipulerede for Sønderhalland, kan der alene menes, at Magnus havde stillet ham fuld Sikkerhed derfor.
  4. Hvorledes den egentlige Sammenhæng er med Holbek, er vanskeligt at sige; Knut Porse fik det allerede af Hertug Valdemar i dennes korte Kongetid 1326 (s. o. S. 86) og har vistnok sidenefter beholdt det ligesaavel som Samsø, med hvilket det det lader til at have været forenet til eet Hertugdømme.