Alt dette var ogsaa foreløbigt bragt i Orden, da han om Vaaren vendte tilbage til Danmark og kort efter sin Hjemkomst erobrede Korsør[1] og Padeborg, saaat altsaa nu Vordingborg var det eneste Slot paa Sjæland, som endnu var i Holsternes Verge. Dette skred han derfor til at belejre, og Grev Johan vilde komme det til Undsetning med en Flaade, da Kong Magnus, som det i Detmars Krønike fortælles, lagde sig imellem og fik et Forliig bragt istand, hvorved Holsterne forpligtede sig til at overgive ham Slottet imod en Sum af 8000 Mi reent Sølv, hvorpaa virkelig Overgivelsen skete den 24de August[2]. Men paa den Tid var Kong Magnus oppe i Vestergøtland, og Kong Valdemar, om han ikke allerede havde forladt Sjæland, saa dog i Begreb med at forlade det og drage over til Preussen for at afslutte Salget af Estland. Denne Mellemkomst af Kong Magnus kan saaledes ej have fundet Sted i August, som det etsteds siges, men maa være skeet i Mai eller Juni, medens Kong Magnus var paa Vestkanten og saaledes let kan have gjort en Skyndereise ned til Skaane eller endog til Sjæland[3]. En
- ↑ Detmar (S. 250) henfører Erobringen af Korsør til 1345, hvilket dog neppe er rigtigt.
- ↑ Dagen nævnes udtrykkeligt i det paalidelige Chronicon i Sc. R. D. VI. S. 526. Det er Detmar (S. 262), der beretter, at Kong Magnus lagde sig imellem.
- ↑ Suhm (XIII. S. 153) siger, uvist efter hvad Hjemmel, at Kong Magnus bragte i et Kloster i Kjøbenhavn den 23de August et Forliig tilveje, hvorved Grev Johan overgav Vordingborg og Laaland til Kongen for 8000 Mk., og at derpaa Vordingborg blev overgivet den 24de August. Den 23de August
1345 til 24de Februar 1346, see Regesta Danica. Den 18de April var han i Kjøbenhavn (Suhm XIII. 152, 171). Med Salget af Estland var Sammenhængen denne. Valdemar og hans Broder Otto havde allerede før den førstes Tronbestigelse overladt Estland til sin Svoger Markgrev Ludvig af Brandenburg som Pant for den Medgift, deres Syster Margrete skulde have haft, og i Aaret 1341 havde Valdemar virkelig befalet sin Statholder at overgive det til Markgreven eller hans Ombudsmænd. Denne afstod derimod i Febr. 134i sin Ret til den tydske Orden mod 6000 Mark Sølv, og Kong Valdemar tilligemed hans Dronning udstædte virkelig den 21de Mai derefter et formeligt Salgsbrev til Ordenen, hvorved denne for Afstaaelsen af hans Ret til Estland skulde betale 13000 Mark. Hermed gik det dog i Langdrag, og i April 1343 udbrød en farlig Bonde-Opstand, der gjorde det aldeles umuligt at bringe Handelen til Ende. Ordenen maatte komme Herrerne i Estland til Hjelp og fik som Pant for Omkostningerne herved flere af Landets Slotte i sin Besiddelse. Da Kong Valdemar siden lod dem opfordre til at give dem tilbage, vægrede de sig, og dette foranledigede Kongen til selv at drage derover. Og da blev endelig Salget fuldkommen aftalt og bragt paa det Rene. Valdemar skulde nu have 19000 Mk. Sølv, men Markgrev Ludvig ligefuldt sine 6000, og derfor oprettedes to Salgsbreve, et med Valdemar og et med Markgreven. See Monumenta Livoniæ antiqua III., Side 46.
