Der nævnes lejlighedsviis ogsaa en Mængde andre anseede Mænd, Riddere eller Hirdmænd, rundtom i Norge, men da deres Familieforhold ikke angives, eller ret oplyses, vilde det her være til ingen Nytte særskilt at omtale dem. Med temmelig Sikkerhed kan man antage, at alle, eller de fleste her ovenfor nævnte Mænd, som ikke havde Ridderverdigheden, dog idetmindste var Kongens haandgangne Mænd eller Hirdmænd[1]. Man seer det noksom deraf, at Kongen saa ofte gav dem særskilte Hverv, hvilke han ej godt kunde paalegge dem, uden at de stod i hans Tjeneste, fornemmelig hvor det gjaldt at bilegge Trætter mellem andre Hirdmænd indbyrdes, eller anstille foreløbige Undersøgelser om Sagerne, inden disse Trætter kom til Paakjendelse. Ligeledes sees det, at slige Sager mellem dem indbyrdes i Reglen ikke simpelthen indstevnedes for Lagmanden eller Lagthinget, men for Hirdstevne, eller, naar denne ikke strax kunde haves ved Haanden, for et Par Lagmænd i Forening med andre Hirdmænd og højtstaaende Klerker, der da enten afgjorde den eller henviiste den til Kongens egen Dom paa Hirdstevne. Et saadant Privilegium for de haandgangne Mænd erkjender ikke Hirdskraaen, der vel forudsetter, hvad der ligger i Sagens Natur, at alle Uenigheder, der opstod mellem vagthavende Hirdmænd indbyrdes, skulde paakjendes af Kongen eller efter dennes Foranstaltning af deres Kammerater, men som her ganske vist ikke sigter til Tvistemaal, der kunde reise sig mellem haandgangne Mænd udenfor Tjenesten, og om Sager, der intet havde med Tjenesten, eller med deres Kammeradforhold at skaffe. Tvertimod foreskrives det udtrykkeligt i Hirdskraaens Art. 35, „at ved alle de Sager, som Kongens Mænd have at søge eller verje i Heredet, da skal der forholdes dermed, hvad enten man søger eller søges, efter Landets Love, og dette skulle alle Lagsfællerne hjelpe til at overholde; vil nogen have mere, end Loven hjemler ham, da skulle de andre skille sig fra ham“. Her gjøres der ingen Forskjel, om Sagen verserer mellem haandgangne Mænd indbyrdes, eller mellem haandgangne og ikke haandgangne; og vi have desuden udtrykkeligt seet, hvorledes Kong Haakon alvorligen søgte
- ↑ I Brevskaber, affattede paa Latin, kaldes Hirdmændene altid armigeri, efter andre Landes Exempel. Dog er det ikke vist, om heri ogsaa Gester eller Kertesvende ere iberegnede, eller om kun de egentlige Hirdmænd menes.
at man samtidigt finder en Svein Bjarnessøn skreven til Hviitheim, hvilken saaledes ej skulde kunne have tilhørt Halldor, da indvendes herimod, at Halldor og Svein meget godt begge to kunde skrive sig til Hviitheim, idet hver af dem kunde eje sin Part, som det jo i de Tider var saa almindeligt; dette bestyrkes endmere deraf, at Navnet „Dukar-Tuun“ netop betegner et særeget Tuun, som Halldor byggede, og som fik Navn efter ham for at adskille det fra de andre Tuun paa Gaarden.
