Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/430

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
412
Magnus Erikssøn.

som det synes, kun et eneste Barn, som han havde haft udenfor Egteskabet med Enken Ingebjørg Simonsdatter, men som han maa have lyst i Kuld og Kjøn, siden det erkjendtes for hans og hans tidligere afdøde Børns Arving. Derved kom det hele Gods i Ingebjørg Simonsdatters Besiddelse, dog ikke førend hun havde udholdt en Proces med Hallstein Josteinssøn paa Saude, der en Tidlang, formodentlig saalænge det var uafgjort, om hendes Barn skulde ansees arveberettiget, havde bestyret Godset, hvorfor han nu fordrede betydelig Erstatning. Denne maatte hun da ogsaa udrede og tiltraadte derpaa Godset, hvoraf hun snart ogsaa blev virkelig Ejerinde, øjensynligt derved at hendes Barn med Erik Bokke døde, saa at hun selv arvede det. Saaledes kunde da igjen den forhen omtalte Botulf Eindridssøn blive Ejer deraf, idet han egtede hendes Datter af første Egteskab, Elin Villjamsdatter, saaledes som det paa sit Sted vil blive omtalt. Af de forskjellige Brevskaber, der vedkomme de nævnte Personer, seer man, at de ogsaa havde betydeligt Jordegods andensteds i Fylket, nemlig i Hardanger, paa Søndhordland, m. m. Ligeledes seer man, at de maa have levet paa en stor Fod, navnlig fortælles det om Halldor Duuk paa Hviitheim, at han paa sin Lod af Gaarden, efter ham kaldet Dukar-Tuun, lod bygge et prægtig Badstue. Blandt de megtige Nabo-Familier have vi allerede haft Anledning til at omtale den paa Rogn, af hvis Medlemmer vi først støde paa Brødrene Odd og Hollrodd, den første boende paa Rogn, den anden paa Ringheim, og som tillige i 1293 indløste Gaarden Birke, som deres Odel, fra dens midlertidige Ejer, Einar Pinnung. De blev dog ej i rolig Besiddelse deraf, da Einars Enke, Hustru Solveig i Buagaarden i Bergen, og deres Søn Haakon senere søgte at tilvende sig den og til den Ende endog underkjøbte Vidner. Imidlertid maatte Solveig dog give tabt. Efter Odd paa Rogn nævnes hans Sønner Halle paa Rogn og Odd paa Røtin, og efter Halle flere Sønner, hvoriblandt Odd Hallessøn allerede tidligere er omtalt som den, der i 1343 procederede med de øvrige Gullfjerdings-Bønder om sine Forpligtelser med Hensyn til Bodebroens Vedligeholdelse. Hvorledes Odds Broderdatter siden blev gift med Botulf Eindridessøn, og flere anseede Ætter derved smeltede sammen, vil i det Følgende blive viist[1].

  1. Om Finnen- og Rogne-Slegterne handles der udførligst i Samll. III. 584 fgg. See tillige Dipl. N. II. 32, 33, 71. I. 97, 98, 99, 100, 103. III. 151, 164, 175, o. m. fl. Om disse Slegter berettes ogsaa et og andet i Milzovs „Presbyterologia Voss-Hardangriana“. Det er denne, som fortæller, at Halldor Duuk opførte Badstuen paa sin Gaard, der efter ham blev faldet Dalartun, Duks-Tun, nu Dukstad, og at han til Tætning mellem Bjelkerne brugte Liinklude, ikke Moss. Naar Munthe betvivler Rigtigheden heraf, af den Grund,