at afskaffe den Uskik, at Sysselmænd, Riddere og andre haandgangne Mænd, naar de havde Sager med dem, de ansaa for ringere end sig, ikke vilde lystre Stevninger til Lagmand eller Lagthing. Alligevel vise en Mængde opbevarede Domme og andre Brevskaber, at det i alle Fald ved Sager mellem haandgangne Mænd indbyrdes blev til en fast Regel, at Kongen skulde forordne egne Dommere, vistnok udelukkende valgte af af de haandgangne Mænds Tal, med Undtagelse af de Geistlige, der undertiden beskikkedes, og i saa Fald vel altid vare kongelige Embedsmænd. Man kan og godt forstaa, hvorledes det kunde komme dertil, thi alle Retstrætter kunde jo lettelig seent eller tidligt antage en saa personlig Charakteer, at de vare usorenelige med det Kammeradskab, der saa ivrigt ønskedes overholdt mellem Kongsmændene indbyrdes, og det maatte derfor være saavel dem selv som Kongen magtpaaliggende, snarest muligt, og ved umiddelbar Indgriben at skaffe Fred til Veje. Man betragtede vel og de til at paakjende Sagerne beskikkede Mænd snarere som Voldgiftsmænd, end som Dommere. Hvad Forseelser angaar, som en haandgangen Mand begik mod andre Thegner, da foreskrev Hirdskraaen selv i den samme Artikel, at han skulde bøde efter Sysselmandens Raad og Lagmandens Orskurd, eller være selvsagt af Kongens Tjeneste, hvilket nærmere blev indskerpet af Kong Haakon i hans Forordning af 11te October 1303[1]. Men Hirdskraaen tilføjer dog ogsaa selv, at Sysselmanden i slige Tilfælde skulde skriftligt melde de nærmere Omstændigheder til Kongen, som da siden med gode Mænds Raad nærmere vilde afgjøre Sagen og vise den Naade, han fandt passende. Herved maatte det dog tilsidst komme dertil, at slige Sager ofte afgjordes paa Hirdstevne eller ved Kongens umiddelbare Foranstaltning, ej at tale om, naar kongelige Embedsmænd anklagedes for deres Embedsførelse, thi da faldt det af sig selv, at saadanne Klager maatte gaa lige til Kongen og afgjøres paa Hirdstevne. Men ved alt dette, i Forbindelse med den Skattefrihed, som de haandgangne Mænd nød for et vist Beløb Jordegods, og under Paavirkningen af de i det øvrige Nord-Europa og de nærmeste Nabolande herskende Anskuelser, befestedes Forestillingen om, at Kongsmændene udgjorde en egen privilegeret Stand, en formelig Adel eller idetmindste
- ↑ N. gl. L. III. S. 66, 67. „Det har ofte været klaget for os, at vore haandgangne Mænd ej ville betale sin Gjeld og ej bøde sine Misgjerninger (o. s. v.); da vi nu ej ville taale dette, skulle alle vide, at hver, som herefter overbevises om Sligt og ikke raader Bod derpaa, især naar han tilsiges af Merkesmanden (eller efter en anden Redaction „af Lagmanden eller Sysselmanden“), han skal være selvsagt af Hirdlagen, søges som Almuesmænd, have Sæde med dem i alle Sammenkomster, og lidet Haab have om at komme tilbage til Hirden“.
