med hinanden. Det aftaltes, at naar Erik indfandt sig, skulde han stande Nikolas til Rette for de Sager, han havde at tiltale ham for paa Kongens Vegne, saa at de kunde faa et mindeligt Forliig bragt istand imellem sig: lykkedes ikke dette, skulde Sagerne henskydes under Landets og Lagmandens Dom, og hvis Lagmanden heller ikke kunde faa dem paadømte, skulde de bringes for Kongens egen Domstol. Saaledes indfandt da endelig Erik sig, elleve Dage efter den egentlige Stevnetid. Men under Paaskud af at hans egne og Sysselmandens Folk havde saa meget at bestille for Kongens Skats Skyld, bad han om Udsettelse og Forlengelse af Griden til den følgende Dag, hvilket ogsaa blev ham tilstaaet. Dette, ja, som det synes, den hele Underhandling om Grid og Forliig var dog kun et falskt Spil af ham for at overliste Nikolas og befrie sin Datter, thi inden Gridens Udløb, altsaa om Natten derefter, fik han hende fat og førte hende bort med sig. Nikolas sendte sin Sven efter ham og bød ham bringe Fangen tilbage, men Erik svarede, at han før skulde lade Livet, førend hun atter skulde komme i Nikolas Vold. Han bragte hende derpaa op i Kirketaarnet i Sunde, erklærende at han vilde verje sig og hende med „Vaaben, Bue, Piil, Odd og Egg“. Nikolas maatte nu selv drage til Sunde og sette Erik to Maaneders Stevne til at indfinde sig for Kongen selv og der tilsvare saavel denne Sag, som de øvrige, der hvilede paa ham. Herom lod Nikolas siden Lagmanden, de to nævnte haandgangne Mænd, og to andre udstede et Vidnesbyrd paa Thingstedet Berg i Frøsø (28de Marts 1348)[1]. Da Kongen, som det i det Følgende vil sees, just henimod den Tid, da Sagen var tilstevnt, enten allerede laa ude i Leding mod Russerne, eller var ivrigt beskjeftiget med Udrustningerne, kom den neppe til Paakjendelse dengang, om den overhoved blev paakjendt, da det næsten lader, som om Erik var ligesaa megtig som Sysselmanden og derfor kunde trodse hans Trusler. Hvor lenge det i Jemteland idetmindste kunde vare, inden en Drabssag blev afgjort, og den Dræbtes Arvinger, ja endog Kongen selv, fik sin Ret, neppe af anden Grund, end at Sysselmanden ej havde Magt til at hevde Retten lige over for det gjenstridige Folk, viser følgende Begivenhed. Omtrent ved 1327 eller 1329 opkom der en Trette mellem to Bønder, Thorkel paa Valle i Frøsø, og Olaf Pæ. Thorkel beskyldte Olaf for at have frataget ham noget Myrejærn m. m. Striden var langvarig og endte dermed, at Thorkell om Sommeren 1331 paa sin egen Gaard Valle hugg til Olaf med en Øxe og rammede ham i Hovedet, saa han døde, uagtet Olaf holdt sin Bukler imod. At Olaf havde Skjold, altsaa var bevæbnet, viser forresten, at enten var han
- ↑ Dipl. N. III. 255.
