thinget og andre Stevner dagligen byde sig til at svare hver Mand, der havde noget at klage paa ham, Ret efter Loven, men at ingen fremstod med nogen Klage. (Marts 1349)[1]. Og da alt dette var indberettet til Kongen, udstedte denne fra Stockholm (23de Juni 1349) et Forbud til alle og Enhver mod at forurolige Nikolas, især da han selv havde forbeholdt sig at afgjøre de Klager, som endnu maatte fremkomme mod ham[2]. Hvorledes nu den egentlige Sammenhæng er med dette, er vanskeligt nok at sige; flere senere Breve synes dog at vise, at han lagde serdeles megen Vind paa at skaffe sig Privat-Ejendomme, hvilket vel ikke just altid skete, uden at han anvendte den Indflydelse, hans Embede skaffede ham, til at fremme sine Hensigter. Men Indbyggerne vare vist ogsaa mere end almindeligt uregjerlige og gjenstridige[3]. Til hvilke Yderligheder det kunde gaa, endog naar det alene gjaldt Lovenes og retmæssige Dommes Overholdelse, viser en Sag, som foregik netop under den Tid, da Sysselmanden og Almuen laa i Tvist med hinanden. Paa en Gaard ved Navn Forneby var der skeet et Barnemord, for hvilket Bonden Eriks[4] Datter Groa sigtedes, ja, det synes endog, som om hun selv havde født Barnet til Verden. Nikolas Sysselmand lod hende paagribe og bringe for sig; i Førstningen benegtede hun at vide noget om Mordet, men da en Leje-Kone, som havde været paa Forneby paa den Tid, Mordet skete, vidnede imod hende, gik hun til Bekjendelse, og at Barnet havde været levende født, samt at ogsaa hendes Broder havde været tilstede ved Drabet. Groa blev nu sat i Forvaring, og hendes Fader Erik, der opholdt sig paa et andet Sted, ifølge Kongens Bud og Brev indstevnet for Sysselmanden, og, som man af Brevet erfarer, ej alene for denne, men ogsaa for andre Sagers Skyld, der maa have været af stor Vigtighed, siden der var gaaet Indberetning derom lige til Kongen, og denne selv greb ind. Erik vilde i Førstningen ej lystre Stevningen, førend hans Frænder havde underrettet ham om den Ulykke, der var skeet paa Forneby, og endda, heder det, torde han ej komme for Nikolas, førend der under Megling af Presten i Sunde, Lagmanden Laurents og to kongelige haandgangne Mænd var taget en Dag imellem dem, saa at han og hans Mænd til den Tid skulde nyde fuld Fred for Nikolas og hans Svene, og disse omvendt for hine. Dette seer næsten ud, som om Erik og Sysselmanden havde ligget i formelig Feide
